Annonce
Jelling

Tre nyheder fra fysioterapeut: Flytter, skifter navn og får ny partner

Sonja Ovesen (til venstre) og Katrine Schmidt Jørgensen er kvinderne bag FysioFit Jelling, som til sommer flytter fra Gormshallen til den gamle posthusbygning på Jernbanevej i det centrale Jelling. Foto: Anders Kynde
Fysioterapeut Sonja Ovesen rykker sin klinik fra Gormshallen til byens gamle posthus på Jernbanevej 1. Samtidig har klinikken skiftet navn, da kollegaen Katrine Schmidt Jørgensen har købt sig ind i firmaet.

Jelling: 2020 er godt i gang, og hos Klinik for Fysioterapi bliver det et særdeles begivenhedsrigt år. Klinikkens ejer, Sonja Ovesen, har nemlig flere nyheder at melde ud til borgerne i Jelling og omegn.

For det første har hun købt bygningen på Jernbanevej 1, hvor der engang var posthus og som i dag rummer pizzeria, genbrugsbutik, solcenter, frisør og pladebutik. Her flytter klinikken ind i de lokaler, som IM Genbrug benytter sig af.

Anden nyhed er, at klinikken har skiftet navn til FysioFit Jelling. Det gør den, fordi den tredje nyhed er, at Katrine Schmidt Jørgensen har købt sig ind i firmaet, så hun og Sonja Ovesen nu ejer hver en halvdel.

Katrine Schmidt Jørgensen er 35 år, og de fleste patienter kender hende allerede, da hun var været fysioterapeut de seneste otte år hos Sonja Ovesen.

Annonce

Fysioterapi siden 1994

  • 5. september 1994 havde Sonja Ovesen første åbningsdag i Klinik for Fysioterapi i Jelling.
  • Den havde hjemme i det tidligere Møllen, hvor der i dag er Byens Hus. Men da Møllen skulle rives ned, flyttede hun i 2005 ind i Gormshallen, som på det tidspunkt netop var blevet udvidet med en ekstra hal og andre faciliteter.
  • Klinikken har tre ydernumre under Region Syddanmark tilknyttet 7300 Jelling, hvilket betyder, at den skal have adresse i Jelling-området.
  • I dag hedder klinikken FysioFit Jelling og er ejet af både Sonja Ovesen og Katrine Schmidt Jørgensen.
  • I sensommeren flytter de klinikken fra Gormshallen til det gamle posthus på Jernbanevej i Jelling.

Vendt hver en sten

Siden 2005 har fysioterapiklinikken haft hjemme på første sal i Gormshallen, men efter at hallens bestyrelse sidste år valgte at opsige kontrakten med klinikken, har Sonja Ovesen været nødt til at finde andre lokaler inden opsigelsesperiodens udløb.

- Egentlig har jeg været på udkig efter nye lokaler siden 2013, fordi vi længe har haft brug for mere plads. Gennem årene har jeg været rundt og se på flere muligheder, og jeg har nærmest vendt hver en sten i byen. Jeg har har endda også haft en arkitekt til at tegne noget helt nyt, men det ville blive for dyrt, fortæller Sonja Ovesen.

- Faktisk vidste jeg ikke, at Jernbanevej 1 var til salg, før jeg blev gjort opmærksom på det i efteråret 2019. Men jeg ser mange fordele ved bygningen, da den både giver os mere plads og en mere central og synlig placering i byen. Samtidig kræver den nuværende indretning ikke, at vi flytter rundt på vægge. Til gengæld bliver der brug for blandt andet nyt loft og gulv samt et handicaptoilet, siger hun.

Helt konkret får fysioterapeuterne nu 250 kvadratmeter at boltre sig på, hvilket er næsten 100 kvadratmeter mere end lejemålet i Gormshallen.

- Det giver os mulighed for at tilbyde flere holdtræninger, hvilket der er stor efterspørgsel på i øjeblikket, siger 57-årige Sonja Ovesen.

Åbner i sensommeren

Selvom handlen er på plads, overtager FysioFit Jelling først ejendommen på Jernbanevej fra 1. juli 2020. IM Genbrug er blevet opsagt, men har en opsigelsesperiode på et halvt år. De øvrige lejemål i bygningen fortsætter under samme vilkår som tidligere.

- Det er jo en gammel bygning, så der er nogle ting, der skal ordnes og laves om, så det kan bruges som fysioterapiklinik. Heldigvis kan vi genbruge mange af de ting, vi allerede benytter i det nuværende lokale såsom skillevægge og træningsudstyr. Vi satser på at være klar til at åbne omkring september 2020, lyder det fra Sonja Ovesen.

Klinikken har ugentlig cirka 200 patienter. Der er tre fysioterapeuter og en sekretær tilknyttet.

Post Danmark solgte i 2011 posthusbygningen på Jernbanevej i Jelling. Ifølge Tinglysning.dk blev ejendommen dengang solgt for 2,15 millioner kroner til firmaet TC Hus Aps, som er ejet af Karsten Kristensen og Freddy Kristensen. Det er endnu uvist, hvad Sonja Ovesen har betalt for bygningen, som har været til salg i længere tid. Foto: Anders Kynde
I dette rum skal der være træningslokale. Foto: Anders Kynde
Ejendommen på Jernbanevej er købt af Sonja Ovesen. Hun overtager forpligtelserne for de eksisterende lejemål i bygningen. Dog er IM Genbrug sagt op, da genbrugsbutikkens lokaler skal bruges af fysioterapiklinikken. Foto: Anders Kynde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Vand giver alvorlige skader: To vigtige veje ved Bredsten og Munkebjerg spærres totalt

Annonce