Annonce
forside

Tricktyve og netbedragere har kronede dage: - Hvis jeg kan hoppe på den, kan andre nok også

Nogle af tricktyvenes ofre er så flove ved at være blevet snydt, at de ikke melder forbrydelsen til politiet. Men det er vigtigt at anmelde tricktyveri. Det understreger politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi. Modelfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix Ritzau

Der er desværre alt for mange, der oplever at blive snydt af andre - enten på gaden eller over internettet. Tre vejlensere fortæller her om deres oplevelser.

Vejle: Følelsen af at være blevet snydt kan være svær at slippe - især hvis fupnummeret har kostet på pengepungen.

Og det er netop pengepungen, tricktyvene går efter, når de er på arbejde.

Det sker ikke så sjældent at nogen bliver snydt af tricktyve på gaden og i hjemmet, men også på nettet huserer der efterhånden talrige snydere, som eksempelvis sælger varer, der aldrig bliver sendt.

Denne form for snyd betegner politiet dog som bedrageri og ikke tricktyveri.

Især hvad angår bedrageri, er tendensen stigende. I Sydøstjyllands Politiets egen opgørelse over tricktyverier og bedrageri for de seneste år er det tilsyneladende kun gået den forkerte vej.

Således blev der i 2015 anmeldt 29 tricktyverier i Vejle Kommune, mens tallet var 32 i 2016 og 47 i 2017.

Antallet af bedragerianmeldelser i 2015 lå på 467 i Vejle og var i 2017 steget til hele 750.

Men mange oplever også at blive forsøgt snydt uden at melde det til politiet, så i realiteten bliver endnu flere nok snydt eller forsøgt snydt.

Annonce

Jeg skulle have slået tænkeren til lidt før, men hvis jeg hoppede på den, så var jeg nok ikke den eneste, der kunne gøre det.

Jette Møller

Tricktyverier på gaden

Frem til 2018 opgjorde Sydøstjyllands Politi antallet af tricktyverier på gaden og i beboelse samlet.

Men per 1. januar 2018 blev tricktyveri i beboelse lagt ind under indbrudsanmeldelserne, og derfor kan man ikke længere følge udviklingen særskilt på dette område.

Men udviklingen i antallet af anmeldelser for tricktyverier på gaden ser således ud i Sydøstjyllands Politi for de seneste år:

2016: 85 anmeldelser

2017: 115 anmeldelser

2018 (til og med november): 112

Tricktyvenes foretrukne ofre er ældre borgere, der måske ikke er så hurtige som de yngre til at taste deres kode ind, når de betaler for varer ved kassen. Hvis deres taske tilmed ligger tilgængelig med pungen i, så er det en smal sag for tricktyvene at få fingre i den ældres dankort. Arkivfoto: Morten Pedersen

En snyde-sms

Én af dem, der har oplevet af blive snydt på internettet, er Dorte Holm Coster fra Vejle.

I september modtog hun en sms, som tilsyneladende kom fra Coop. Her blev hun gjort opmærksom på, at hun havde point, som hun snart skulle bruge, hvis hun ikke ville miste dem.

- Der stod, at jeg havde nogle muligheder for at købe nogle ting billigt. Det endte med, at jeg mistede 1100 kroner og måtte have nyt dankort, fortæller Dorte Holm Coster.

Hun erkender, at hun hoppede i med begge ben, og at hun i bagklogskabens lys godt kan se, at der var tale om en falsk sms. Derfor er hun også meget mere påpasselig nu, end hun var før. Siden har hun fået endnu en sms fra det, der skulle være Coop, men også fra Elgiganten.

- Men nu er jeg blevet skeptisk og åbner ikke den slags tilbud mere, siger hun.

Dorte Holm Coster er én af dem, der ikke har meldt sagen til politiet.

- Det var jo min egen skyld, og jeg troede ikke, at det var noget, de ville bruge tid på, siger hun.

Menneskelig grådighed

Jette Møller fra Vejle meldte det heller ikke til politiet, da hun sidste år fik en tricktyv på besøg i sin restaurant i Vejle.

- Det var lige over frokost, da der kom en mand ind, som gerne ville booke et bord. Det var en ganske almindelig dansk mand i 40'erne, husker Jette Møller.

Manden bad derefter om at få lov til at låne et toilet, og kort tid efter kom han begejstret ud derfra. Han havde nemlig lige modtaget et opkald fra en ven i Silkeborg, som havde valgt at lukke sin elektronikbutik. Derfor solgte vennen blandt andet ud af sine iPads til blot 1000 kroner, og der var flere tilbage, så Jette også kunne købe én.

- Jeg kan bande over, at den menneskelige grådighed fik fat i mig, men jeg hoppede på den og sendte min søn op på kontoret efter kontanter. Jeg tror, han fik 2500 kroner med, og det passede jo fint med, at han kunne tage tingene med om aftenen, når han alligevel skulle spise på restauranten, fortæller Jette Møller.

Hun skulle ikke selv på arbejde den aften, men tog alligevel ned for at se, hvad manden havde taget med fra Silkeborg. Men han dukkede aldrig op.

- Jeg var blevet løjet lodret op i hovedet, og det gjorde mig gal, men jeg følte mig også så dum, husker Jette Møller.

Meldte det ikke

Manden havde virket så troværdig, men hun ved også godt, at når et tilbud er for godt til at være sandt, så er det nok, fordi det er fup.

- Jeg skulle have slået tænkeren til lidt før, men hvis jeg hoppede på den, så var jeg nok ikke den eneste, der kunne gøre det, siger Jette Møller.

Derfor advarede hun om fupnummeret på Facebook, hvor hun modtog både tæsk og ros.

Hun meldte ikke episoden til politiet.

- Det var, fordi jeg skammede mig, og pengene ville jeg jo nok ikke have fået tilbage af den grund, vurderer hun.

Siden har hun holdt sig langt væk fra lidt for gode tilbud. Og hun er i det hele taget blevet langt mere skeptisk.

Unge kan også snydes

Den ældre del af befolkningen får typisk afluret deres dankortkode i et supermarked, hvorefter deres kort bliver stjålet. Eller også bliver de ringet op af falske telefonsælgere, som lokker de ældres kortoplysninger ud af dem.

Over for deres yngre ofre bruger tricktyvene gerne andre metoder:

Mobilepay spiller nogle gange en central rolle i snydenumrene. Det oplevede studerende Mads T. Holm, da han for et års tid tiden blev opsøgt af en mand nær banegården.

Manden fortalte, at han havde kontanter, men at han skulle betale for noget via sit dankort, hvor der ikke var penge nok indsat.

Derfor tilbød han Mads kontanterne mod, at han så overførte penge til manden via Mobilepay.

- Det var et lidt dårligt argument, men jeg prøver altid at tænke det bedste om folk, siger Mads T. Holm.

Aflurede koden

Han prøvede flere gange at overføre pengene til det nummer, manden havde oplyst, men det virkede ikke.

- Han fik mig til at genåbne app'en flere gange, så han på den måde så min kode. Jeg fik hurtigt mistanke om, at det var et svindelnummer, gav ham pengene og gik min vej. Og ganske rigtigt: 10 minutter senere blev min Mobilepay spærret, fortæller Mads T. Holm.

Manden havde tilsyneladende flere gange forsøgt at logge ind på Mobilepay, som om han var Mads. Heldigvis fik han ikke held med sit snydenummer, og derfor anmeldte Mads T. Holm heller ikke episoden til politiet.

Mads er heller ikke bange for at hjælpe igen, hvis andre opsøger ham.

- Nej, jeg er altid klar på at hjælpe folk. Jeg tager bare mere hensyn til forholdene og er mere mistænksom.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

Annonce