Annonce
Vejle

Trods fund af 15 sprøjter: Mariaparken får ingen kanyleboks

Misbrugsmiljøet holder ofte til i Mariaparken. Foto: Mette Mørk
Byrådets voksenudvalg har lyttet til andre kommuners erfaringer og har på den baggrund truffet en beslutning.
Annonce

Vejle: Der bliver ikke sat kanylebokse op i Mariaparken midt i Vejle.

Heller ikke selvom kommunens bypedeller i løbet af fire måneder sidste sommer fandt 15 brugte sprøjter på det grønne areal samt i Byparken.

I samme periode samlede de otte kanyler op ved parkeringshuset Albert og én fra toilettet ved Vejles rådhus. Det fremgår af en evaluering af sundheds- og stofindtagelsesrummet ved Kirkens Korshærs varmestue i Flegmade, der blev offentliggjort for halvanden måned siden.

Dengang udtalte formand for byrådets voksenudvalg Gitte Frederiksen (V), at det var på tide at tage en politisk diskussion for at finde en løsning.

- Det har vi gjort, og vi er kommet frem til, at vi ikke sætter kanylebokse op i Mariaparken. Vi har fået at vide, at det bedst giver mening at sætte dem op der, hvor man gerne vil have stofmisbrugerne til at opholde sig, og lige nu er vi, som mange sikkert ved, ved at etablere et uderum til byens udsatte borgere i Skolegade. Her kommer borde, bænke, toilet og en kanyleboks, siger hun.

Annonce

Flere uderum - flere bokse

I første omgang er uderummet midlertidigt, men ønsket fra udvalgsformanden er, at det gøres permanent, hvilket kræver, at politikerne sætter penge af i de kommende års budget. Drømmen på sigt er flere uderum.

- Kommer der flere, bliver der også sat bokse op der, tilføjer Gitte Frederiksen.


Vi holder øje og evaluerer på området, og finder vi ud af, at problemet i blandt andet Mariaparken fortsætter, så må vi se på, hvad der så skal til.

Gitte Frederiksen (V), udvalgsformand


Efter offentliggørelsen af evalueringen og fundet af brugte sprøjter satte politikerne i voksenudvalget forvaltningen på sagen, der spurgte til andre kommuners erfaringer.

Annonce

Udvalgsformand: Vi holder øje

De - heriblandt Aarhus og Odense - meldte tilbage, at de havde fundet ud af, at man skulle sætte kanylebokse op der, hvor misbrugerne opholder sig, og hvor man gerne ser, at de opholder sig.

Med andre ord: Misbrugerne leder ikke efter en boks, men de søger alligevel efter de steder, hvor de forsvarligt kan komme af med deres affald.

Håbet er, at Vejle oplever overensstemmelse mellem de to ting, hvilket Gitte Frederiksen lover at følge op på.

- Vi holder øje og evaluerer på området, og finder vi ud af, at problemet i blandt andet Mariaparken fortsætter, så må vi se på, hvad der så skal til. Vi håber, at de udsatte vil bruge uderummet, og at en kanyleboks dér er tilstrækkeligt. Derudover vil vi på sigt kigge på en beskyttet affaldsmodel til vores offentlige toiletter, hvor man kan komme af med de ting, som helst ikke skal ligge i de almindelige skraldespande. Jeg tænker også på det værktøj, som diabetikere for eksempel bruger, forklarer Gitte Frederiksen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce