Straffesag: Advarslerne stod i kø, men alligevel fortsatte olievirksomheden Dan-Bunkering med at sælge jetbrændstof til den russiske virksomhed Maritime Assistance, der var kendt som fast leverandør af brændstof til det russiske militær.
Det stod klart efter torsdagens retsmøde i Dan-Bunkering-sagen, der kører ved Retten i Odense.
Anklagerne fra SØIK, også kendt som bagmandspolitiet, fandt det mærkeligt, at ingen i Dan-Bunkering syntes at reagere på de tydelige advarselssignaler, der kunne forhindre virksomheden, dets moderselskab, Bunker Holding, og ikke mindst topchefen Keld R. Demant i at komme i fedtefadet.
Selskaberne og topchefen er tiltalt for brud på EU-sanktioner ved at sælge jetbrændstof, der blev brugt af russiske bombefly til tusindvis af luftangreb over det borgerkrigshærgede Syrien i 2015-2017.
Mail fra en kaptajn
En e-mail sendt fra kaptajnen på et skib, der meldte sig klar til at losse 5000 ton jetbrændstof i havnebyen Banias i Syrien, blev ikke læst eller tillagt betydning.
- De har leveret noget til en havn, men det er jo ikke noget, der vedrører Dan-Bunkering, sagde selskabets direktør, Claus Bulch Klausen, i vidneskranken.
En artikel fra nyhedsbureauet Reuters fra november 2016 kunne også have advaret Dan-Bunkering om, at det var giftigt at handle med russiske kunder i Middelhavet. Artiklen beskrev, hvordan to skibe under russisk flag havde sejlet flybrændstof fra havne i Grækenland og på Cypern og videre til Syrien i klar strid med EU-sanktionerne.
Dan-Bunkering er netop tiltalt for at levere flybrændstof til to russiske skibe i græske og cypriotiske havne.
Anklageren spurgte, om det ville have haft betydning, hvis folk i Dan-Bunkering havde læst den artikel.
- Det ville nok føre til, at man ville undersøge nogle ting, svarede Claus Bulch Klausen.
Claus Bulch Klausen, administrerende direktør, Dan-BunkeringDe har leveret noget til en havn, men det er jo ikke noget, der vedrører Dan-Bunkering.
Brev fra Erhvervsstyrelsen
Det mest markante røde flag blev hejst lillejuleaften i 2016, da Dan-Bunkering modtog et anbefalet brev fra Erhvervsstyrelsen.
Styrelsen mistænkte, at selskabet solgte flybrændstof, som endte i Syrien. Hos Dan-Bunkering kunne man hurtigt søge sig frem til, at det måtte dreje sig om to russiske kunder. Dan-Bunkering-direktør Claus Bulch Klausen forklarede i retten, at han tog fat i sine sælgere på kontoret i Kaliningrad, der havde stået for handlerne.
- Jeg beder dem om at få bekræftet fra kunderne, at de ikke har brudt nogen sanktioner. De talte mundtligt med begge kunder, som begge sagde, at de ikke have brudt sanktioner, sagde Claus Bulch Klausen.
Således var Dan-Bunkering-ledelsen dybt forundret over Erhvervsstyrelsens henvendelse, som blev besvaret i løbet af januar med hjælp fra en advokat. Budskabet var, at man ikke havde solgt brændstof, der var endt i Syrien.
Salget fortsatte
Allerede i februar 2017 bad Maritime Assistance om nye forsyninger af flybrændstof, der skulle leveres i Middelhavet. Mens sælgerne i Kaliningrad var begejstrerede over de lukrative ordrer, var Dan-Bunkerings egen juridiske rådgiver i Middelfart bekymret. Derfor sendte han en e-mail til en række nøglepersoner i koncernens øverste ledelse.
"Umiddelbart mener jeg ikke at der er noget problem med dette, da vi jo sælger til en russisk kunde og leverer i europæiske havne og ikke ved, hvad der sker herefter, men vi er jo nu blevet gjort opmærksom på, at produktet med overvejende sandsynlighed ender i Syrien", skrev han.
Derfor foreslog han et tydeligt forbehold i ordrebekræftelsen om, at kunden ikke måtte sælge brændstoffet videre til brug i Syrien.
Men med e-mailen, der dukkede op under politiets ransagning af Dan-Bunkerings hovedkvarter, fik han også skrevet sort på hvidt, at selskabet forstod risikoen ved at sælge til Maritime Assistance.
I byretten undrede Claus Bulch Klausen sig over formuleringen fra koncernjuristen, der senere i sagen er indkaldt som vidne.
- Han må selv forklare, hvorfor han skriver det på den måde. Det var ikke vores opfattelse af tingene, sagde direktøren.
Fem korte om retssagen
- Retten i Odense skal afgøre, om to selskaber har overtrådt EU's forbud mod at sælge brændstof til fly til Syrien. Den usædvanlige straffesag blev indledt 26. oktober.
- A/S Dan-Bunkering Ltd. og moderselskabet Bunker Holding A/S er tiltalt. Også Keld Rosenbæk Demant er under anklage. Han er bestyrelsesformand i det ene selskab og administrerende direktør i det andet.
- I alt blev der gennemført 33 handler fra 2015 til 2017, hævder bagmandspolitiet. Kunderne var to russiske selskaber, Sovfracht og Maritime Assistance. Værdien var 648 millioner kroner.
- Leverancerne begyndte, netop da Rusland trådte ind i krigen i Syrien på regimets side og indledte bombardementer med fly.
- En fortjeneste på næsten 18 millioner kroner kræves konfiskeret. Desuden er der krav om bøder til selskaberne og om fængsel til Keld Rosenbæk Demant.
Advarsel fra USA
Det har vist sig, at Dan-Bunkering og Bunker Holding gennemførte yderligere otte handler med det russiske selskab efter advarslen fra Erhvervsstyrelsen. Først efter en advarsel fra de amerikanske myndigheder afbrød virksomheden forbindelsen til Maritime Assistance.
Også Bunker Holdings økonomidirektør, Michael Krabbe, blev afhørt, men han har kun været ansat siden 2019 og kunne derfor ikke besvare mange spørgsmål. Han blev dog spurgt, om koncernen havde haft tilstrækkeligt fokus på compliance, det engelske ord for regelefterlevelse.
Michael Krabbe sad længe tavst og tænkte over et svar, imens hans chef, Keld R. Demant, rynkede panden fra sin plads på anklagebænken.
- ”Tilstrækkeligt” er et svært ord at bruge, sagde Michael Krabbe så og fortsatte:
- I gerningsperioden er det min klare opfattelse, at der var et meget stort fokus på compliance, og det er der også i dag. Det betyder meget for os, at vi ikke begår sanktionsbrud, men overholder de regler, der er gældende, så vi opfører os som en ordentlig og anstændig virksomhed fra top til bund.
Retssagen fortsætter tirsdag med afhøring af Bunker Holding-topchef Keld R. Demant og muligvis afspilning af lydoptagelser fra politiets telefonaflytning af oliekoncernens ledelse.