Lunderskov/Vejle: Normalt tager 25-årige Troels Thybo Hørup motorvejen, når han kører fra sit arbejde hos værktøjsgrossisten AJ Engros i Tørring til Lunderskov. Men torsdag var ingen almindelig dag.
- Fuldstændig ud af det blå beslutter jeg at køre af motorvejen ved Vejle Syd og tage de små veje.
På Koldingvej syd for Ny Højen får han øje på en skikkelse med refleksvest i rabatten.
- Jeg stopper op, skynder mig at komme ind til siden, standser bilen og tænder katastrofeblinket. Her er noget galt.
Det er kort før klokken 17.
- Da jeg nærmer mig, kan jeg se, at der ligger en person helt inde i græsrabatten. Jeg sætter mig ned på hug ved siden af ham og kan se, at blodet render ud af hovedet på manden. Det kommer fra en stor bule på venstre side af hovedet. En anden bilist, der parkerer i modsatte side af vejen, har haft kontakt til ambulance og politi.
Troels taler til den kvæstede mand.
- Han er helt klar i hovedet, og jeg snakker til ham stille og roligt. Jeg forklarer, at vi lader ham ligge, fordi det er vigtig ikke at flytte ham, hvis han skulle have skader på nakke og ryg, og jeg tager min sweater og jakke af og bruger dem til at holde ham varm.
Manden er en 56-årig motionsløber, og han er blevet ramt af en flugtbilist.
- Han er hele tiden ved bevidsthed, og jeg spørger ham, om han har nogle pårørende, der skal informeres. Han vil gerne have, at jeg ringer til hans kone.
Kone kommer til stedet
Troels får fat i kondiløberens kone, og hun kommer til stedet.
- Da hun når frem, skal folkene i ambulancen lige have fem minutters arbejdsro. Hendes stemme er ved at knække. Hun får et kram, og da hun kommer lidt til sig selv og ved, at hendes mand er i gode hænder, begynder hun at snakke.
Troels Thybo HørupJeg tror ikke, at man vil kunne bære at gå rundt i vished om, at man havde kørte en anden person ned uden at melde sig.
Hun vil gerne køre med sin mand i ambulancen til sygehuset. Troels tilbyder at køre hendes bil derhen, men det er ikke nødvendigt. Det kan familiemedlemmer gøre.
- Det er ikke godt at vide, hvad der var sket, hvis der ikke var nogen, der havde stoppet, siger Troels.
Efterlyser flugtbilist
Da Troels kommer hjem skriver han et opslag på Facebook, hvor han efterlyser flugtbilisten.
- Jeg kan ikke bebrejde manden, at han kørte fra stedet, for det er min fulde overbevisning, at han handlede per instinkt. Og det er vidt forskelligt fra person til person. Mit instinkt er at blive på et ulykkessted og hjælpe.
Han forklarer, at han lavede opslaget med det håb at få flugtbilisten til at melde sig.
- Både af hensyn til den kvæstede motionsløber, men også for sin egen samvittigheds skyld. Jeg tror ikke, at man vil kunne bære at gå rundt i vished om, at man havde kørte en anden person ned uden at melde sig.
Flugtbilisten blev også efterlyst i medierne, og han har meldt sig. Der er talte om en 20-årig mand fra Kolding. Politiet efterlyser fortsat vidner til påkørslen.
Hjælper gerne
- Kondiløberen blev påkørt bagfra, og hans kone har fortalt, at han har brækket en arm, et håndled og fået to kraniebrud.
Troels oplyser også, at ægteparret har givet ham grønt lys til facebookopslaget og til at tale med JydskeVestkysten.
Hvordan påvirker torsdagens oplevelse dig?
- Det rammer mig først, når jeg kommer hjem, men så taler jeg om det og bearbejder det på den måde. Jeg har altid kunnet bevare roen. Jeg stod første gang i en presset situation, der krævede handling som skoledreng i 4. eller 5. klasse. Dengang opstod en brand i vores fyrrum derhjemme, og jeg stillede mig op midt på vejen og fik stoppet et lastbil, så chaufføren kunne hjælpe mig.
Han fortæller, at han er vokset op i landsbyen Viuf, der ligger tæt på ulykkesstedet.
- Den taknemmelighed, som kondiløberen og hans kone har vist mig, giver mig meget. Det er rørende. Jeg er bare en glad, ung mand med mod på livet. Og jeg vil hjælpe andre til den dag, jeg ikke kan mere. Mine forældre løber også en gang imellem, min mor er særlig god til det. Det kunne lige så godt være min far eller mor, der var blevet ramt.
Han fortsætter:
- Jeg tror faktisk, at hjælpsomheden er noget, jeg har med i bagagen hjemmefra. Det ligger til familien. I foråret søgte jeg ind som brandmand i Lunderskov, men blev ikke optaget i første omgang. Og jeg har en søster, hvis største ønske er at blive brandmand, fortæller Troels Thybo Hørup.