Annonce
Indland

Troels Lund: Jo tættere pensionen kommer på, jo flere vil arbejde længere

Beskæftigelseminister Troels Lund Poulsen (V): - Folks villighed til at arbejde længere end pensionsalderen viser, at man godt kan sætte pensionsalderen op, som vi gjorde med Velfærdsforliget fra 2006, uden at det sætter samfundet i stå. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix/Ritzau
Trangen til at arbejde videre efter pensionsalderen stiger markant, når man spørger danskere over 60 år. Det handler om, at folk bliver bedre i stand til at vurdere deres helbred, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Det er ikke nødvendigvis rigtigt, siger professor.

Tilbagetrækning: Spørger man danskere i 50'erne, som er i arbejde, om de forventer at arbejde længere end pensionsalderen, er der få, der svarer ja. Men spørger man danskere mellem 60 og 64 år, stiger andelen meget markant.

Det viser en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Og konklusionen gælder selv for danskere, der er beskæftiget med tungt, fysisk anstrengende arbejde, hvor blot otte procent af dem i 50'erne vil arbejde længere, mens andelen stiger til det næsten dobbelte blandt de plus 60-årige - 15 procent. For dem med stillesiddende arbejde er det 15 procent i den lave aldersgruppe mod 21 procent af de ældre.

Årsagen til, at der er flere 60-årige end 50-årige, der erklærer sig klar til at arbejde efter pensionsalderen, er dog ikke nødvendigvis så åbenlys, som man skulle tro.

- Der er mange i begyndelsen af 60'erne, som allerede er stoppet på arbejdsmarkedet - blandt andet fordi de er nedslidte, så det er en gruppe, der allerede er selekteret i. Der kan selvfølgelig også være et element af, at man først for alvor begynder at overveje, hvad man vil, når man nærmer sig pensionsalderen, men det er der mig bekendt ikke lavet nogle undersøgelser af. Det er den første begrundelse, som der er sikkerhed for - at de, der er tilbage på arbejdsmarkedet og er over 60 år, er overleverne - de, der har et relativt godt helbred i forhold til dem, der har forladt gruppen og derfor vil have lettere ved at klare et langt arbejdsliv, siger Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet.

Det er ikke en forklaring, at det kun er de sunde, der er tilbage. Det mener jeg ikke, man kan sige.

Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesminister

Ministerens tolkning

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der i disse dage deltager i forhandlinger med blandt andet Socialdemokratiet om bedre vilkår for nedslidte på arbejdsmarkedet og eventuelt tidligere mulighed for tilbagetrækning end pensionsalderen, har en anden udlægning end arbejdsmiljøprofessoren.

- Hovedårsagen er, at når man er tættere på pensionsalderen, har man et mere realistisk billede af sit helbred i forhold til at kunne fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen, mener Troels Lund Poulsen.

- Kan det ikke i mindst lige så høj grad hænge sammen med, at mennesker, der bliver nedslidt, allerede er tabt for arbejdsmarkedet, når de er i starten af 60'erne, så de derfor ikke længere er blandt dem, der er blevet spurgt, om de vil arbejde længere?

- Det er ikke en forklaring, at det kun er de sunde, der er tilbage. Det mener jeg ikke, man kan sige. Jeg mener, at man får et mere realistisk billede af, hvordan ens helbred ser ud. Man kan også have været i én branche som 51-årig og så være i en anden som 61-årig, som giver et andet arbejdsliv. Det er ikke for at sige, at der ikke er nogle, som er gået helt ud af arbejdslivet og derfor ikke er i gruppen af 60-64-årige længere, men det er ikke den bærende forklaring.

- Er det noget, du ved, eller er det din tolkning af undersøgelsen?

- Det er noget, jeg tolker. Der er ikke forskningsmæssig evidens for det. Men folks svar er baseret på selvoplevelse, og derfor mener jeg godt, at man kan lave den kobling.

Annonce

Førtidspensionen skal forbedres

Den verserende debat om nedslidning og tidligere pensionsalder, der blev sat i gang, da Socialdemokratiet i avisen Danmark spillede ud med et forslag om, at man skal kunne gå på folkepension, hvis man har været et vist antal år på arbejdsmarkedet og er få år fra den almindelige pensionsalder, har i væsentlig grad taget udgangspunkt i, at der er et særligt problem med nedslidning blandt folk over 60 år.

Det har også fået regeringen og Dansk Folkeparti til at sætte tryk på en forbedring af seniorførtidspension, der er en mulighed for mennesker, som er op til fem år fra pensionsalderen.

- Kunne en mulig konklusion på denne undersøgelse, og det faktum, at en stor del af de nedslidte allerede er væk fra arbejdsmarkedet, når de kommer ind i 60'erne, være, at debatten i virkeligheden skal have fokus på nogle andre end dem, der er tæt på pensionsalderen?

- Den skal handle om flere forskellige ting. Blandet andet også om, hvordan vi kan forbedre førtidspensionen, hvor der er for mange, der i dag oplever, at det tager for lang tid at få den tilkendt. Det kan ramme folk på 50 år, der er nedslidte. Og den skal handle om at forbedre arbejdsmiljøet.

- Er der overhovedet et særligt problem for dem, der er to-tre-fire-fem år fra pensionsalderen?

- Der er ingen tvivl om, at der er en udfordring for de plus 60-årige uden, at man dog kan sige, at det er inden for bestemte brancher for eksempel.

- I vil forbedre adgangen til seniorførtidspension, fordi der er langt færre, der er kommet på den, end I havde forventet. Kan årsagen til det være, at der er færre i målgruppen, end I troede, fordi mange er nedslidte allerede inden, de kan komme i betragtning?

- Nej, fordi de, der kommer på seniorførtidspension, kommer i høj grad fra sygedagpenge, og det er et udtryk for, at de ikke er i stand til at arbejde. Det handler om, at der er for lidt viden om ordningen, at kommunerne ikke har administreret den godt nok, og at fagbevægelsen ikke har forklaret sine medlemmer om den, så der er for få, der søger, siger Troels Lund Poulsen.

Så mange danskere forventer at arbejde længere end pensionsalderen

1. Dem med stillesidende arbejde - som ikke kræver fysisk anstrengelse: 50-59-årige: 15 procent. 60-64-årige: 21 procent

2. Dem med stående eller gående arbejde - som ellers ikke kræver fysisk anstrengelse: 50-59-årige: 12 procent. 60-64-årige: 19 procent

3. Dem med en del løfte- eller bærearbejde - og stående eller gående arbejde: 50-59-årige: 9 procent. 60-64-årige: 16 procent

4. Dem med tungt eller hurtigt arbejde - som er fysisk anstrengende: 50-59-årige: 8 procent. 60-64-årige: 15 procent

13.000 danskere er blevet spurgt af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø som en del af projektet Seniorarbejdsliv finansieret af Trygfonden. Cirka 11.500 har svaret, hvilket er en svarprocent på 88 procent.

Knap 8500 af dem er i aldersgruppen 50-59 år, godt 3000 i aldersgruppen 60-64 år. Det svarer til cirka 850 i hver årgang i første aldersgruppe, cirka 600 i hver årgang i sidste aldersgruppe.

De mest nedslidte har været færrest år i job

En analyse, som Berlingske kunne præsentere onsdag baseret på en spørgskemaundersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, viser:

- At en relativt lille andel er dem med mange år på arbejdsmarkedet angiver, at de er begrænset af smerter sammenlignet med personer med korte arbejdsliv.

- At gruppen med lange arbejdsliv har en relativt høj arbejdsevne uafhængigt af uddannelsesniveau.

- At personer med lange arbejdsliv op mod pensionsalderen sjældnere kommer på offentlig forsørgelse på grund af helbredet end personer med korte arbejdsliv.

Socialdemokratiets Matthias Tesfaye siger til Berlingske:

- Vi kan godt se, at hvis man tæller rå arbejdsår - altså de år, hvor man rent faktisk har haft arbejde - så har det en slagside (...) Derfor kan man ikke kun fokusere på antallet af år i beskæftigelse.

Annonce
Give For abonnenter

Købmand klar med flere millioner til istandsættelse af butikken: Familien skal da være købmænd her i mindst 80 år til

Danmark

Torsdagens coronatal: Syv færre indlagt det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Her kan du komme til at holde i kø: Motorvejsbro i Vejle får lysregulering i 10 uger

Billund For abonnenter

Filskov Kro mangler medarbejdere: - Vi har sagt rigtig meget nej, og det gør virkelig ondt

Vejle Boldklub

VB siger farvel: Midterforsvarer skifter til Skotland

Kultur

Ustadigt vejr holder ikke Verdensballetten tilbage: - Vi har aldrig aflyst en forestilling på grund af dårligt vejr

Alarm 112 For abonnenter

Mystisk rød lastbil efterladt tæt ved turistattraktion: Chauffør er kørt til hjemland i nyindkøbt personbil - landbetjent føler sig magtesløs

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Indland

Gravide og ammende kan nu vaccineres imod corona

Erhverv

'Ny' skrot-virksomhed ser dagens lys på havnen i Vejle: Støber 4000 kvadratmeter beton til ny indsamlingsplads

Danmark For abonnenter

Leif blev coronavaccineret som den første dansker: - Jeg troede, den hellige grav var velforvaret

Vejle

Forening får stor gave: Nu kan vi virkelig gøre en forskel

Kultur For abonnenter

Han kan ikke spille et instrument, men han har et monsterhit: Vejledreng har fået amerikansk pladekontrakt

Erhverv

Anni og Lars hitter med nyt tiltag på tankstationen: Kunderne kommer fra hele landet

Annonce