Annonce
Hedensted

Troels Lund om seks spor på E45: Nu har vi endelig en tidsplan

Troels Lund Poulsen havde som sin mærkesag ved det seneste kommunalvalg, at E45 skulle udvides. Holder planen, er udvidelsesprojektet dog først afsluttet i 2029. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Selvom hele udvidelsen af E45 fra Hornstrup til Skanderborg først ventes færdig i 2029, glæder Troels Lund Poulsen (V) sig over, at der nu endelig er sat en dato, og at togbroen over Vejle Fjord har fået dødsstødet.

Hedensted: Om cirka 10 år kan biler suse i seks spor op og ned ad E45. Det er konsekvensen af det trafikforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået. Samtidigt bliver togbroen over Vejle Fjord lagt i graven.

- Sagt lidt humoristisk, så kan de penge, der skulle have været brugt på en togbro over Vejle Fjord, nu bruges til at udvide E45, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, der som valgt i Hedensted-kredsen for Venstre gik til valg på netop løftet om at udvide E45.

I følge aftalen skal arbejdet med udbygningen gå i gang i 2023, og det ventes at tage seks år. Et foreløbigt skøn lyder på en pris på tre mia. kr. VVM-redegørelsen, der er en forudsætning for udvidelsen, er dog færdig allerede til næste år.

- Hvorfor kan arbejdet først gå i gang i 2023?

- Først og fremmest skal VVM-undersøgelsen være færdig, så vi ved, hvad økonomien bliver, og så har man sagt, at vi har pengene fra 2023. I min verden er det tilfredsstillende, at vi nu langt om længe har en plan for udvidelsen. Der er altid kamp om pengene i Danmark, så derfor synes jeg bestemt, det her er godt, siger Troels Lund Poulsen.

I trafikaftalen er der flere store motorvejsprojekter, blandt andet en ny motorvej ved Frederikssund og udvidelsen af motorvejen ved Aarhus og Kolding.

- Vi har ikke oceaner af penge og er nødt til at prioritere. Når der er tale om et så stort projekt, vil arbejdet ske i etaper, så der vil være dele, der bliver færdige før 2029, understreger Troels Lund Poulsen.

Det er en god dag for vores lokalområde. Der er kæmpe modstand mod togbroen, og vi har diskuteret det i seks år.

Troels Lund Poulsen

Farvel til togbro

Troels Lund Poulsen glæder sig også over, at det som en del af aftalen er blevet besluttet ikke at prioritere en togbro over Vejle Fjord.

- Er den endelig død?

- Ja, man kan være sikker på, at hvis den her regering fortsætter, så er den død. Jeg har ikke hørt, hvad de andre partier vil arbejde for i fremtiden, men Dansk Folkeparti har jo skiftet position, og det vil jeg gerne kvittere for, siger Troels Lund Poulsen, der har brugt en hel del af sin tid på at gå imod togbroen.

Det betyder, at planen om at have en times togrejse mellem de største byer i Danmark nu ikke kan blive til noget, men det mener Troels Lund Poulsen ikke er noget problem. Der vil fortsat ske en elektrificering af jernbanen og indkøbt nye tog.

- Det kommer til at tage lidt længe tid, men det, tror jeg godt, folk kan leve med, hvis der er plads i togene, og de kører til tiden, siger Troels Lund Poulsen.

Flere penge til støjbekæmpelse

Trafikaftalen betyder også, at der er mere hjælp på vej til de støjplagede naboer til de store veje.

Således er der afsat 1,6 mia. kr. til støjbekæmpelse.

- Hvordan de konkret skal udmøntes er ikke fastlagt endnu, men der er en stigende efterspørgsel på støjbekæmpelse, siger Troels Lund Poulsen.

Som Folkebladet tidligere har beskrevet, vil der i forbindelse med udvidelsen af E45 blive kigget på støjforhold, og dermed kan borgerne i Hedensted få gavn af den ekstra pulje penge.

Udvidelsen af E45

I aftaleteksten står følgende om udvidelsen af E45:

Formålet med at udvide kapaciteten på strækningen er at reducere trængselsproblemer på E45 mellem Hornstrup ved Vejle og Skanderborg S.

Som led i finansloven for 2018 har regeringen (V, LA og K) og DF besluttet at gennemføre en VVM-undersøgelse for en udvidelse af strækningen, som forventes afsluttet medio 2020.

Projektet omfatter udvidelse af motorvejen fra fire til seks spor på den ca. 35 km lange strækning fra Hornstrup (tilslutningsanlæg 59) til Skanderborg S (tilslutningsanlæg 53).

Projektet igangsættes i 2023 og forventes gennemført på ca. seks år.

Skønsmæssigt er projektet vurderet til ca. tre mia. kr. inkl. 40 pct. reserve. Der knytter sig betydelig usikkerhed til dette anlægsskøn givet det indledende undersøgelsesniveau.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce