Annonce
Udland

Trump fyrer Bolton som national sikkerhedsrådgiver

Carlos Barria/Reuters
Trump var "stærkt uenig" i mange af den nu fyrede sikkerhedsrådgiver John Boltons forslag, skriver han.

USA's præsident, Donald Trump, har fyret sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, på grund af uoverensstemmelser.

Det skriver præsidenten tirsdag på Twitter.

- Jeg oplyste i aftes John Bolton om, at der ikke længere er brug for hans tjenester i Det Hvide Hus, skriver Trump.

- Jeg var stærkt uenig i mange af hans forslag, og det samme var andre i administrationen, og derfor bad jeg John om hans opsigelse, hvilket han gav mig her til morgen.

Bolton har en lidt anden udlægning af forløbet. Han svarer - også på Twitter - at han tilbød at træde tilbage mandag.

- Præsident Trump sagde: "Lad os tale om det i morgen", skriver Bolton.

Boltons afgang kommer som en overraskelse for mange i Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet AP.

Kun en time inden at Trump annoncerede fyringen af Bolton, meddelte pressekontoret i Det Hvide Hus, at Bolton holder pressekonference sammen med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, og finansminister Steven Mnuchin klokken 19.30 dansk tid.

Trump skriver i sit tweet tirsdag aften dansk tid, at han vil udpege en ny national sikkerhedsrådgiver i næste uge.

En talsmand for Trump-administrationen siger, at præsidenten har udpeget Charles Kupperman som fungerende national sikkerhedsrådgiver.

Kupperman, der er tidligere chef i Boeing og Lockheed Martin, har siden nytår været Boltons næstkommanderende. De to har arbejdet tæt sammen gennem de seneste år, rapporterer tv-stationen CSPAN ifølge nyhedsbureauet dpa.

Med Boltons afgang har Trump sagt farvel til i alt tre rådgivere på posten.

Bolton blev udpeget til posten i april 2018, da general H.R. McMaster forlod jobbet som USA's nationale sikkerhedsrådgiver.

Bolton er kendt som en høg på det udenrigspolitiske område. Han har ind imellem haft uoverensstemmelser med Trump-loyalisten Mike Pompeo.

Sikkerhedsrådgiveren har presset på for, at USA skulle indtage en langt skrappere linje over for Nordkorea, Rusland og Afghanistan, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er også Bolton, der står bag den hårde kurs over for Iran.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
VB

VB vandt igen - og den bedste var på midten

Mest læste

Annonce