Annonce
Udland

Trump fyrer generalinspektør med nøglerolle i Ukraine-sag

Jonathan Ernst/Reuters
Atkinson, der skal fratræde sin post inden for 30 dage, var med til at vurdere rapport, som anklagede Trump.

USA's præsident, Donald Trump, fyrer generalinspektøren for de amerikanske efterretningstjenester, Michael Atkinson.

Det meddeler præsidenten i et brev til flere fremtrædende kongresmedlemmer.

Trump vil inden for 30 dage fjerne embedsmanden fra posten, da han ikke længere har "fuld tillid" til ham.

I stedet ventes Thomas Monheim, som har arbejdet mange år inden for den amerikanske efterretningstjeneste, at blive indsat som fungerende generalinspektør.

Atkinson spillede en stor rolle i den tidlige fase af Ukraine-sagen, hvor han var med til at vurdere rapporten, der beskyldte Trump for embedsmisbrug.

Rapporten blev af Atkinson fundet troværdig.

Generalinspektøren mente ydermere, at præsidenten "gjorde sig sårbar over for risici i forbindelse med national sikkerhed og andre landes efterretningstjenester" ved sin handlemåde.

Ved en efterfølgende rigsretssag blev præsidenten anklaget for at have misbrugt sin magt ved at presse Ukraine til at undersøge hans politiske modstander Joe Biden.

Det skulle konkret være sket i forbindelse med et telefonopkald til den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, i juli.

Sagen endte med, at Trump ikke blev afsat af Senatet, hvor der er republikansk flertal.

Trump blev også anklaget for at have modsat sig Kongressens arbejde.

Generalinspektøren for de amerikanske efterretningstjenester er en uafhængig tilsynsmyndighed. Atkinson blev i sin tid indsat af Trump.

Demokraterne er kommet med heftig kritik af beslutningen om fyringen, ikke mindst fordi USA kæmper med en coronakrise.

- Det er skruppelløst midt i en national nødsituation, at præsidenten endnu engang forsøger at underminere efterretningstjenesternes integritet ved at fyre endnu en embedsmand blot for at gøre sit job, siger den demokratiske senator Mark Warner, som er et højtstående medlem efterretningsudvalget.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce