Annonce
Udland

Trumps kåring som præsidentkandidat bliver uden pressen

Pool/Ritzau Scanpix
Journalister er forment adgang, når Det Republikanske Parti officielt nominerer Trump til præsidentkandidat.
Annonce

Der vil ikke være nogen medier til stede, når Donald Trump skal nomineres til Det Republikanske Partis officielle præsidentkandidat ved et konvent i delstaten North Carolina 24. august.

Ifølge en talskvinde for det republikanske konvent skyldes det den igangværende coronapandemi. Det skriver nyhedsbureauet AP natten til søndag.

- Vi vil med glæde lade jer vide, hvis det ændrer sig, men vi arbejder inden for statens og lokale retningslinjer i forhold til antallet af mennesker, der kan deltage i begivenheder, siger talskvinden ifølge AP.

Trump måtte i slutningen af juli aflyse et planlagt konvent i Florida, efter at coronasmitten på ny blussede op i USA.

Alligevel skal 336 delegerede efter planen mødes i Charlotte, North Carolina, senere på måneden for formelt at nominere Trump til partiets officielle kandidat til præsidentvalget 3. november.

De såkaldte partikonventer er traditionelt set kæmpe mediebegivenheder, hvor partierne hylder deres præsidentkandidat og samtidig forsøger at sprede deres budskaber til så mange vælgere som muligt.

Hvis Det Republikanske Parti holder fast i beslutningen om ikke at have medier til stede, vil det være første gang i nyere amerikansk historie, at et partis kandidatnominering vil være lukket for journalister.

Internt i partiet har flere af partiets delegerede ifølge AP luftet bekymringer om at rejse til Charlotte.

De henviser til, at et stigende antal distrikter i USA har indført krav om obligatorisk karantæne for rejsende, hvis de vender hjem fra delstater med voksende smittetal.

Ved konventet i Charlotte vil de 336 delegerede afgive stemmer på vegne af mere end 2500 officielle delegerede.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Tre nye corona-smittede på et døgn: Borgmester forventer at se flere syge i Vejle

Annonce