Annonce
Alarm 112

Trusler mod stævningsmand udløste stor politiaktion

En 32-årig sigtes for trusler mod embedsmand, efter at han angiveligt truede en stævningsmand med luftpistol.

En 32-årig mand meldte fredag formiddag sig selv til politiet, efter at en stævningsmands besøg på hans adresse torsdag førte til en storstilet politiaktion.

Stævningsmanden mødte torsdag eftermiddag op ved den 32-åriges lejlighed i Rebæk Søpark i Hvidovre.

- En meget aggressiv mand åbner døren. Han har en pistollignende genstand, som han peger på forurettede med, fortalte vagtchef Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi torsdag.

Det fik stævningsmanden til at flygte fra stedet og ringe til politiet.

En større politistyrke blev sendt til Hvidovre, og politiet trængte ind i lejligheden, men der var ikke nogen hjemme. Ved en efterfølgende ransagning af lejligheden fandt politiet en luftpistol.

Allerede torsdag aften ringede lejlighedens beboer til politiet, men først fredag formiddag mødte han op på politistationen.

- Han er sigtet for trusler mod embedsmand. Han nægter sig skyldig og blev løsladt efter endt afhøring, da der ikke er grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet, siger vagtchefen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Se kortet: 16 veje er fortsat helt eller delvist lukkede på grund af regnen

Annonce