Læserbrev: Der rejses nu massiv kritik mod Region Syddanmark pga. regionens håndtering af Grindsted-forureningen: Avisen Information påpeger, at regionen skabte falsk tryghed med en undersøgelse af forureningen, som ifølge eksperter ikke kan bruges til andet end at lægge op til grundigere undersøgelser. Disse grundigere undersøgelser blev stoppet af regionen, med den – uvederhæftige – begrundelse, at der ikke var grund til bekymring.
Det er endnu et eksempel på, at vore dages alvorlige trusler mod vores langsigtede sundhed og tryghed simpelthen ikke tages alvorligt nok. Det gælder på forurenings-området, mht. til miljøet generelt og mht. klima-truslerne.
Den ”Regionale Udviklingsstrategi 2020 til 2023” er en smuk fortælling, som indeholder mange gode idéer og hensigtserklæringer: F.eks: ”Jordforureninger må ikke udgøre en risiko for mennesker, miljø og drikkevand. Derfor er indsatsen i forhold til grundvand og de mange tusinde borgere, der bor på en forurenet grund, helt central. Der skal skabes sammenhæng og fornyelse i miljøindsatsen ved at påvirke nationale dagsordener og gennem partnerskaber og borgerinddragelse.”
Vi vil gerne foreslå vælgerne, at de sætter deres kryds efter, hvad der faktisk bliver gennemført - fremfor efter de smukke intentioner for fremtiden.
Både i regionen og i kommunen er der brug for frække drenge, der påpeger det, når kejserens smukke grønne klæder slet ikke er der.
Stem på det grønneste parti. Stem på Alternativet.