Annonce
Brande

Tryllefløjten på 40 minutter

Nattens Dronning (Charlotte Andersson) har ved hjælp af en hængelås sat en effektfuld stopper for Papagenos plapren. Foto: Mikael Lund
De små elever på Præstelundskolen oplevede en komprimeret udgave af Mozarts opera Tryllefløjten.

Brande: Gymnastiksalen på Præstelundskolen var tirsdag for-middag i et par timer om-dannet til operahus, da Det Lille Operakompagni lagde vejen forbi Brande for at give to skolekoncerter.

En særdeles komprimeret udgave af Mozarts ”Trylle-fløjten” blev først serveret for eleverne fra 0. og 1. klasse og derefter for de lidt ældre elever fra 2. og 3. klasse, men de to udgaver var ikke helt ens: Opera-kompagniets prinsesse havde lagt sig syg, så i hendes sted måtte et par af skolens lærere træde til som stand in. Det betød, at børnehaveklasselærerinde Karen Nørby Andersen fik sin operadebut. Rollen indeholdt hverken replikker eller sang, men både lidt dans og masser af mimik.

Også kompagniets mandlige sanger, Søren Hossy, havde lidt bøvl med stemmen, som han forsøgte at smøre med ingefær-te, og så kæmpede han sig ellers tappert igennem de to ”halvlege” i rollerne som prins Tamino og den flabede fuglefænger Papageno, der har et lidt anstrengt for-hold til sandheden.

Partiet som ”Nattens Dronning” blev sunget af Charlotte Andersson, som også optrådte forklædt som den fæle trold Sarastro, og her var der absolut ingen slinger i hverken valsen eller sangstemmen.

Annonce

Skolekoncertordningen

Statens Kunstfond har en vision om at sikre, at alle børn i alle landets skoler oplever en skolekoncert om året senest i 2021.

Ordningen understøtter Folkeskolens formålspara-graf om dannelse, læring og forståelse for dansk og udenlandsk kultur.

Det nationale kompetencecenter Levende Musik i Skolen præsenterer musik i alle genrer, som det unge publikum måske ellers ikke hører. Det kan være soul, jazz, balkan, indisk, swing, folk, cubansk, heavy, funk, klassisk, rap plus et mix af dem alle.

Ikast-Brande Kommune har siden 2015 haft en skole-koncertordning i samarbejde med Levende Musik i Skolen. Det har betydet en række besøg af professionelle orkestre indenfor stort set alle musikalske genrer på kommunens skoler.

Hullede cowboybukser og app’s

I den lettere opdaterede version af Tryllefløjten beklagede dronningen sig over datteren, prinsesse Paminas tøjvaner: Hun ville hellere gå i hullede cowboybukser end kjoler med flæser, og så brugte hun i øvrigt alle dronningens mange millioner på app’s til mobiltelefonen. Det udløste den royale udgave af stue-arrest – slotsarrest – men pludselig var prinsessen forsvundet, og Papageno blev taget til nåde og sendt ud for at redde hende bevæbnet med en tryllefløjte.

Selvom trolden ikke ligefrem var til at spøge med, endte alt naturligvis godt, både for prinsesse Pamina og prins Tamino og for Papageno, der fik den kæreste, Nattens Dronning havde stillet ham i udsigt som belønning for at redde prinsessen – for man skal holde, hvad man lover, som en af de unge tilhørere snusfornuftigt påpegede.

I det hele taget kom det unge operapublikum ikke uforberedt: Inden de trådte ind i gymnastiksalen, havde de arbejdet med det undervisningsmateriale, de har fået tilsendt på forhånd, og de havde også øvet sig på en af sangene, som de der-for uden problemer kunne synge med på.

- Det skal I bare gøre, hvis i skal ind og høre opera en anden gang, lød det afslutningsvis kækt fra Charlotte Andersson, da hun havde udnævnt eleverne til ”verdens bedste operakor”.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Smæk for skillingerne: Bokselandskamp i Vejle

Annonce