Annonce
Erhverv

Tulip lukker for besøg fra Kina og andre højrisikolande

Tulip i Vejle sender fortsat varmebehandlet svinekød på dåse til Kina, men fabrikken i Vejle er lukket land for kinesiske besøgende og gæster fra andre højrisikolande. Arkivfoto: Mads Hansen
Danish Crown har sendt italienske ansatte hjem for at mindske smitte-risiko. Vejle-virksomheden Tajco har indført globalt rejseforbud.
Annonce

Vejle: - Vi følger myndighedernes anbefalinger, og så har vi lukket ned for rejser til og besøg fra højrisikolande. Så der kommer ingen kinesiske gæster til fabrikken i Vejle foreløbig.

Sådan siger Michael Ravn, kommunikations- og presseansvarlig ved slagterigiganten Danish Crown, om de forholdsregler, virksomheden har truffet i lyset af det verdensomspændende Covid-19-udbrud - også kendt som coronavirus.

Danish Crown ejer Tulip Food Company og dermed også den store Tulip-fabrik på Nørremarken i Vejle. Tulip blev for to år siden godkendt som eksportør af varmebehandlet svinekød på dåse til Kina, og den eksport fortsætter ufortrødent, oplyser Michael Ravn.

- Vi kan se en lille stigning i salget i Kina, fordi folk har skullet holde sig hjemme. Så er det godt at have konserves på lager. Det er dog ikke en eksplosiv stigning, som vi ser det, når der for eksempel udsendes orkanvarsel i Puerto Rico, og folk har brug for at fylde lagrene op, fortæller Michael Ravn.

Mens der på fabrikken i Vejle er indført stop for rejser og besøg, er der på Danish Crowns salgskontor i Milano i Norditalien grebet mere håndfast ind.

- Vores landechef i Italien har beordret de 10 ansatte på hjemmearbejde, mens vi på fabrikken i Vejle har indskærpet vores hygiejneregler, som vi i forvejen er nærmest hysteriske med, fortæller Michael Ravn.

Annonce

Globalt rejseforbud

Tajco A/S, der producerer dele til biler, har i lyset af Covid-19-udbruddet besluttet at indføre rejseforbud til alle lande for virksomhedens ansatte.

- Vi startede med et forbud mod rejser til Kina, men har udvidet det til et globalt rejseforbud, som foreløbig gælder til den 15. marts, fortæller HR- og kommunikationschef Mija Frandsen.

Tajco har udover afdelingen på Jens Ravns Vej i Vejle med 25 ansatte tre fabrikker med 1100 ansatte i Kina, som har været lukket ned i kølvandet på virus-udbruddet, men som efterhånden er ved at være tilbage på fuld styrke.

- Vi er på 93 procent af arbejdsstyrken på fabrikkerne nu, fortæller Mija Frandsen.

Selvom en stor del af de ansatte på de kinesiske fabrikker har fået grønt lys til at gå på arbejde igen, er transporten af virksomhedens produkter blevet et smertensbarn.

- Når vi skal have transporteret varer fra fabrikken i Ningbo til Shanghai, skal chaufføren først sidde i karantæne i Shanghai i en uge og derefter yderligere en uge, når han vender tilbage til Ningbo, så det gør det lidt svært. Derudover er luftfragt-raterne steget betydeligt i kølvandet på udbruddet, og det koster os en del. Vi har valgt ikke at påberåbe os force majeure, men er i stedet i dialog med vores kunder, så hvor meget de øgede fragtrater kommer til at koste, har vi ikke overblik over endnu, fortæller Mija Frandsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Annonce