Annonce
Ikast-Brande

Turistsamarbejde gav underskud

Corona-restriktioner betød, at VisitHerning fik underskud, men organisationen kan konstatere, at naturaktiviteter blev populære. Således har Hærvejen været lidt mere befærdet end sædvanligt. Arkivfoto: Martin Ravn
Corona-restriktioner har også ramt turistorganisationen VisitHerning.

Ikast/Brande: Turistforeningen for Herning, Ikast-Brande og omegn, i den brede offentlighed bedre kendt som VisitHerning, har afholdt sin årlige generalforsamling digitalt. På generalforsamlingen kunne bestyrelsen præsentere et regnskab, der udviste et underskud på 368.669 kroner.

Turismesamarbejdet mellem de to nabokommuner blev en realitet i 2019 på baggrund af en folketingsbeslutning om at samle de kommunale turistforeninger i større og stærkere, men færre enheder. Den beslutning er nu ført ud i livet, så på landsplan eksisterer der nu kun 19 destinationsselskaber, kunne foreningens formand, direktør Alex Nielsen, oplyse i sin formandsberetning.

- I det forgangne år har VisitHerning arbejdet intenst med konsolidering og mobilisering af destinationen, fortsatte formanden, som mener, at det - med involvering af relevante turismeaktører og på trods af Corona-pandemiens indtog - er lykkedes at udforme en ny kernefortælling, som er afsæt for destinationens aktiviteter og adfærd.

Økonomisk har corona-pandemien været et hårdt slag for VisitHerning. Specielt OrgaNicer – VisitHernings møde- og eventbureau - blev ramt af aflysninger af stort set alle opgaver i 2020, og det har derfor været nødvendigt at skille sig af med en enkelt medarbejder i året løb, oplyste Alex Nielsen.

Mens mange af VisitHernings medlemmer i perioder har været tvangslukket, har corona-restriktionerne betydet stigende efterspørgsel efter aktiviteter i naturen, hvilket tydeligt har kunnet måles på antallet af besøgende på VisitHernings hjemmeside.

Grænselukningerne medførte også væsentligt flere sommergæster i området end tidligere år.

Annonce

Ny oplevelsesapp

I løbet af efteråret blev flere nye initiativer søsat, herunder udviklingen af en ny oplevelsesapp.

- Ideen med appen er at vise noget ekstra og uventet på udvalgte steder i destinationen. Målet er at motivere flere gæster til endnu flere oplevelser, når de i forvejen er i området samt at tilføre indsigt om stedet og bevidstgøre brugeren af app’en om flere tilbud, forklarede Alex Nielsen om tiltaget.

Derudover så et nyt brandmagasin målrettet erhvervs- og eventgæster dagens lys, og der blev taget hul på arbejdet med bæredygtig turisme.

På trods af corona-udfordringerne har VisitHernings kontor haft åbent i hele perioden, og bestyrelsen ser frem mod 2021 med fortrøstning. Håbet er, at der hurtigt kommer gang i erhvervs- og event-turismen, så OrgaNicer igen kan være med til at løfte opgaver, og at alle i VisitHerning igen kan blive agerende til glæde for områdets turister, fastslog formanden, som efterfølgende blev genvalgt med to repræsentanter for ”ejerkommunerne”, Lone Neldeberg Jager fra Ikast-Brande og Henrik Kjeldsen fra Herning, som næstformænd.

Derudover består bestyrelsen blandt andet af Søren K. Nielsen fra Brande City, Viggo Mulvad fra Vores Ikast og Hans Jørgen Jensen, som repræsenterer Landdistriktsrådene.

På trods af underskuddet udgør turistforeningens egenkapital fortsat cirka tre millioner kroner.

Ikast-Brande Kommunes økonomiske bidrag til turistsamarbejdet udgør 900.000 kroner årligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Annonce