Annonce
Indland

TV2-vært stopper - udviste dårlig dømmekraft for 20 år siden

64-årige Jens Gaardbo stopper på TV2, hvor han har været i samlet 23 år. (Arkivfoto). Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Jens Gaardbo stopper på TV2. Fratrædelsen skyldes dårlig dømmekraft i hans tid som nyhedschef i 1997-2003.
Annonce

Tv-værten Jens Gaardbo stopper på TV2.

Fratrædelsen skyldes "dårlig dømmekraft" i hans tid som nyhedschef for omkring 20 år siden. Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

Hans fratrædelse er en udløber af, at TV2 i efteråret igangsatte en undersøgelse om sexisme og kulturen på tv-stationen.

TV2 oplyser ikke, hvad Jens Gaardbo konkret har gjort, men han bekræfter selv i pressemeddelelsen at have overtrådt TV2's personalepolitik.

- Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert.

- Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil. Det tager jeg nu ansvaret for og konsekvensen af, siger Jens Gaardbo i pressemeddelelsen.

Den pågældende undersøgelse blev sat i søen, efter at flere kvinder stillede sig frem og fortalte om krænkende oplevelser hos TV2.

Den i dag 64-årige Jens Gaardbo var nyhedschef fra 1997 til 2003. De seneste ni år har han været nyhedsvært på TV2 News.

TV2's nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, fortæller, at der har været en afklaret dialog mellem TV2 og Jens Gaardbo om fratrædelsen på TV2.

- Vi siger farvel til en medarbejder, der har været en profil og en frontfigur for TV2 gennem samlet 23 år, og vi ønsker Jens det bedste fremover, siger Mikkel Hertz.

Hele debatten om sexisme i mediebranchen startede, da tv-værten Sofie Linde i august til Zulu Comedy Galla fortalte, at hun som 18-årig var blevet afkrævet et blowjob af en mediechef på DR, der ellers truede med at ødelægge hendes karriere.

Efterfølgende underskrev 1615 kvinder i mediebranchen et støttebrev, og det førte til en diskussion af, om de var inhabile til at dække sagen.

Internt på TV2 vakte det i september kritik, at Jens Gaardbo i den forbindelse var vært på et afsnit af mediemagasinet "Presselogen", fordi han selv kunne betragtes som inhabil som følge af hans fortid som nyhedschef på TV2.

Foruden sin tid hos TV2 har Jens Gaardbo blandt andet arbejdet hos DR, Lundbeck og haft sit eget kommunikationsfirma.

Hverken Jens Gaardbo eller Mikkel Hertz har ønsket at kommentere sagen yderligere.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Tre personer anholdt for afbrænding af statsministerdukke: En mistænkt er stadig på fri fod

Annonce