37 funktionærer sagt op og en række stillinger nedlagt på Fertin Pharma torsdag. - Vi skal tilbage til et mere normalt niveau, siger direktør.
Vejle: Fertin Pharma opsagde torsdag 37 funktionærer og nedlagde derudover en række stillinger.
Det bekræfter administrerende direktør, Søren Birn.
- Vi har de seneste tre-fire år kørt nogle meget store investeringsprogrammer. Det har været ekstraordinære programmer og nu skal vi tilbage på et mere normalt investeringsprogram. I den forbindelse har det været nødvendigt at nedlægge en række stillinger, som har været en del af de programmer, som nu er afsluttet, fortæller Søren Birn.
Investeringsprogrammerne dækker blandt andet over en opgradering af faciliteterne på Dandyvej og udviklingen af Fertin Pharmas nyeste produkt, Zapliq.
- Vi har i de seneste år investeret meget i at opgradere vores fabrik i Vejle. Det er vi nu færdige med og vi står nu med en supermoderne produktionslinje. Samtidigt har vi haft travlt med at produktudvikle Zapliq. Det arbejde er også færdigt nu, fortæller Søren Birn.