Annonce
Udland

Tyskland mindes 80.000 coronaofre med gudstjeneste og taler

Den 5. marts talte præsident Frank-Walter Steinmeier (bagerst i midten) med pårørende til coronaofre i Tyskland. Blandt de pårørende var Michaela Mengel (øverst til venstre på skærmen), som har mistet sin datter. Foto: Wolfgang Kumm/Ritzau Scanpix
Bag hvert eneste tal ligger en menneskeskæbne, påpeger præsident Steinmeier forud for søndagens mindeceremoni.

Tyskland holder søndag en national mindehøjtidelighed for landets knap 80.000 døde under coronapandemien.

Forbundskansler Angela Merkel og præsident Frank-Walter Steinmeier deltager søndag formiddag i en gudstjeneste i Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche i Berlin.

Senere på dagen vil de to deltage i en ceremoni i Berlins Konzerthaus, hvor præsidenten skal holde en tale.

Da pandemien fortsat buldrer derudad i Tyskland og begrænser antallet af personer, som kan samles, bliver begivenhederne vist på tv.

- Som præsident mener jeg, at det er vigtigt at stoppe op og sige farvel med værdighed til dem, som er døde under pandemien. Det gælder også dem, som ikke blev ofre for virusset, men som også døde i ensomhed, siger Steinmeier.

Som følge af strenge restriktioner sker det ofte, at pårørende ikke er i stand til at være til stede, når et familiemedlem går bort.

Samtidig efterlades mange til at sørge alene, da begravelser og andre mindeceremonier er blevet begrænset af pandemien.

I dialog med præsidenten tidligere i år udtrykte pårørende til coronaofre deres ensomhed.

En af disse pårørende var Michaela Mengel. Hun brød sammen i tårer, da hun fortalte, hvordan hun kun kunne følge med over telefonen, da hendes datter lå døende på hospitalet.

- Sidst, jeg så hende i live, var juleaften, da jeg var nødt til at forlade hospitalet.

- Hun var ikke i stand til at tale, men jeg sagde "farvel min kære, jeg elsker dig. Mor kommer tilbage", fortalte Michaela Mengel i begyndelsen af marts.

Ifølge præsident Steinmeier er det vigtigt at se ud over de daglige dødstal.

- Bag hvert eneste tal ligger der en menneskeskæbne, siger han.

Tyske delstatsledere har opfordret befolkningen til at deltage i mindehøjtideligheden ved at sætte lys i vinduerne.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University er der registreret 79.910 coronarelaterede dødsfald i Tyskland under pandemien og godt 3,1 million smittetilfælde.

Der bor knap 84 millioner mennesker i Tyskland.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Billund

Sherif Haps er egentlig bare en glad mand fra Grindsted: Nu er hans videoer blevet vist 13 millioner gange på YouTube

Debat

Jeg havde ellers glædet mig!

Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Kultur

Jelling har en plan: Når du ikke må komme på festival - kommer festivalen hjem til dig

Annonce