Annonce
Vejle

Ud med diesel: Vejle-apoteker får grøn levering

Medicinen fra Novo Nordisk skal snart transporteres i elvarebiler til flere vejlensiske apoteker. Arkivfoto: Mette Mørk
To apoteker i Vejle samt ét i Børkop er udvalgt til at undersøge, om den fremtidige distribution af medicin kan ske i elvarebiler.

Vejle: Hvis vi bytter diesel ud med el i distributionen af medicin, vil vi kunne spare klimaet for omtrent 12 ton CO2 årligt.

Sådan lyder den opløftende prognose fra logistikvirksomheden Tjellesen Max Jenne A/S, der netop har indgået et samarbejde med medicinalgigianten Novo Nordisk.

Et pilotprojekt skal undersøge, hvordan begge virksomheder kan mindske deres CO2-aftryk inden 2030.

Annonce

Det skal blandt andet foregå i Vejle.

- Vejle og Kolding - og i det hele taget Trekantområdet - er på mange måder steder, der har udtrykt stor interesse for at udvikle sig i den mere miljøvenlige retning. Og det passer derfor perfekt med dette pilotprojekt, udtaler Tjellesen Max Jenne A/S' administrerende direktør, Marianne Timm.

Hun tilføjer, at placeringen er idéel i forhold til Tjellesen Max Jennes logistikcenter i Vejle.

Godt initiativ

Seks apoteker i Vejle- og Koldingområdet er udvalgt til pilotprojektet, hvor de to virksomheder vil undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at skifte diesel ud med el.




Det kan hurtigt komme til at lyde, som om alt er reddet, men der er lang vej endnu.

Thomas Croft Buck, apoteker, St. Thomas Apotek


Det er noget, der vækker begejstring hos de udvalgte apoteker.

- Det er da dejligt at være med til som apotek. Det ligger jo også noget til vores grønne profil. Vi kører jo selv hybridbil, når vi skal levere medicin til plejehjemmene, fortæller apoteker Claus Slot fra Vejle Løve Apotek, der er ét af de tre apoteker i Vejle-området, der er en del af projektet.

Ud over Vejle Løve Apotek er også St. Thomas Apotek og Børkop Apotek en del af forsøget.

- Det er et rigtigt godt initiativ. Det er fedt, at de laver sådanne initiativer og tænker de tanker, siger Thomas Croft Buck, der er apoteker på begge apoteker.

Annonce

Lang vej endnu.

Det virker altså til at være en win-win for alle implicerede parter - ikke mindst for de to store virksomheder, der har ambitioner om at blive CO2-neutrale i nærmeste fremtid.

- Som en stor privat virksomhed har vi en forpligtigelse til at tage ansvar. Vi skal være med til at udvikle nogle grønne løsninger, så vi kan komme i mål med regeringens målsætninger om at blive mere grønne, siger landechefen for Novo Nordisk, Kasper Bødker Mejlvang.

Og det er samme tankegang, der hersker på Tjellesen Max Jenne A/S, forklarer administrerende direktør Marianne Timm.

- Dette pilotprojekt er et vigtigt initiativ og skridt i den rigtige retning, siger hun til avisen.

Selvom begge virksomheder har gode intentioner, håber apotekerne ikke, at den grønne tankegang stopper med elbilerne.

- Det kan hurtigt komme til at lyde, som om alt er reddet, men der er lang vej endnu. Det ved de jo også godt, siger Thomas Croft Buck, der er apoteker på Børkop Apotek og St. Thomas Apotek.

- For eksempel er det jo vanvittigt, hvor meget emballage der er. Der er meget medicin, der bliver emballeret rigtigt meget på grund af specielle regler. Hvis nu man lavede bøtter i stedet for blister-emballage, kunne det bedre genanvendes, foreslår apotekeren.

Det forventes, at pilotprojektet igangsættes i august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Fik et års fængsel for knivstik og indbrud: 31-årig nægtede næsten alt - og blev dømt for næsten det hele

Annonce