Annonce
Egtved

Uddeleren stopper efter ni år: Kendt ansigt i butikken overtager i stedet

Efter ni år som uddeler i Dagli'Brugsen i Ny Nørup takker Heine Nielsen af. Han skal nu være uddeler på Tåsinge. Arkivfoto: Julie Povlsen
Heine Nielsen har efter ni år som uddeler i Dagli'Brugsen i Ny Nørup fået nyt job på Tåsinge. I stedet overtager Lykke Svaneby, der lige nu er medarbejder på deltid, uddelertitlen.

Nørup: Dagli'Brugsen i Ny Nørup skal have en ny uddeler. Heine Nielsen har nemlig fået nyt job som uddeler i Dagli'Brugsen på Tåsinge.

- Det er en butik, jeg har haft i kikkerten, da jeg vidste, at uddeleren skulle på pension. Jeg har haft nogle spændende år her i butikken, og jeg har været rigtig glad for det, men da stillingen blev ledig, lå det ret meget til højrebenet at søge den. Det er sådan et job, jeg ville ærgre mig resten af mit liv over at have sagt nej til, fortæller han.

Heine Nielsen overtog posten som uddeler i Ny Nørup i 2012 efter 15 år hos legetøjskæden Fætter BR og senere Fakta-kæden.

Annonce

- Jeg kan godt lide at være købmand. Jeg kan rigtig godt lide at have den daglige kontakt med fru Hansen og de andre kunder og være en del af et lokalsamfund. Det har jeg savnet i mange år nu, lød det fra uddeleren, da han tiltrådte for ni år siden.

God mavefornemmelse

Livet som købmand trives han stadig rigtig godt med. Nu skal han så bare være købmand på Tåsinge i stedet. Ikke langt fra Svendborg, hvor han er født og opvokset, og hvor hans mor og flere venner stadig bor.

- Brugsen på Tåsinge er en selvstændig brugsforening, hvilket betyder en større handlefrihed i det daglige, og der er en dygtig bestyrelse, der også lægger op til en stor handlefrihed. Det passer rigtig godt for mig, forklarer han.

Butikken er en anelse større end butikken i Ny Nørup med et godt potentiale for udvikling.

- Det virker som den rigtige udfordring for mig. Den kan et eller andet, den butik, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse, fortæller Heine Nielsen, der tror og håber på, at det bliver den sidste butik på hans cv, inden han på et tidspunkt skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Annonce

Uddeler fundet i egne rækker

Det betyder, at der nu skal findes en ny uddeler til brugsen i Ny Nørup. Eller det er allerede sket. Endda inden for egne rækker. Den nye uddeler bliver nemlig Lykke Svaneby, der i øjeblikket er deltidsmedarbejder i butikken. Hun bor i forvejen i byen sammen med sin mand og sine børn.

- Jeg er enormt glad for, at Lykke har lyst til at overtage efter mig. Hun er dygtig, og hun har allerede det lokale islæt. Som jeg plejer at sige, er det lettere at lære rutinerne end at blive lokal. Så for mig at se er det ren win-win, at hun vil overtage, siger Heine Nielsen.

Hans sidste arbejdsdag i butikken bliver fredag butikken 18. juni.

- Herefter holder jeg 12 dages ferie, hvor jeg får flyttet, så jeg er klar til første arbejdsdag i den nye butik 1. juli, siger han.

Annonce

Ros fra bestyrelsen

Hos Dagli'Brugsens bestyrelse er der stor ros til Heine Nielsen for hans ni års bidrag til brugsens virke.

- Heine er en pligtopfyldende ildsjæl, der ikke tæller arbejdstimer – men knokler på indtil tingene er gjort. Han har haft en lyst til at lægge energi og timer i diverse arrangementer i lokalområdet, selvom det ikke altid krone til krone har tjent sig hjem, lyder det blandt andet fra bestyrelsesformand Dorthe Andersen.

- Det er både med sorg og glæde, at vi må sige farvel til Heine. Sorg, fordi vi mister en virkelig driftig uddeler. Glæde, fordi han har sagt ja til et job, han har set frem til skulle blive ledigt - det er jo godt for ham, siger hun og tilføjer:

- Og glæde, fordi Lykke har taget imod tilbuddet om jobbet som vores nye, lokale uddeler. Hold da op, hvor vi glæder os til at samarbejde med hende om at bevare og fastholde vores lokale brugs.

På Heine Nielsens sidste arbejdsdag, altså 18. juni, holder Dagli'Brugsen en goddag- og farvelreception fra klokken 15-17, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og sige farvel til Heine Nielsen og goddag til Lykke Svaneby.


Det virker som den rigtige udfordring for mig. Den kan et eller andet, den butik, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse.

Heine Nielsen, uddeler


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Egtved

100.000 kroner fra SuperBrugsen til byen

Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Alarm 112 For abonnenter

44-årig mand tiltalt i grov sag om voldtægt af børn under 12 år

Alarm 112

Nej, den flinke mand var ikke fra politiet: Nyt forsøg på at narre penge fra folk

Annonce