Annonce
Indland

Udenrigsministeriet vil sende et særfly til Peru

Stringer/Reuters
Søndag aften er 274 danskere registreret i Udenrigsministeriets krisedatabase som strandet i Peru.

Udenrigsministeriet vil natten til torsdag den 2. april sende et særfly til Perus hovedstad Lima for at hente strandede danskere hjem.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Søndag aften er 274 danskere registreret i Udenrigsministeriets krisedatabase som strandet i Peru.

Særflyet skal hjælpe så mange strandede danskere som muligt hjem til Danmark.

- Peru har været det absolut vanskeligste land at komme ud af for danske rejsende, siger udenrigsminister Jeppe Kofod i pressemeddelelsen.

- Derfor er jeg lettet og glad over, at det nu ser ud til at kunne lykkes at få et dansk særfly afsted.

Han understreger samtidig, at der stadig er rigtigt mange ting, der skal falde på plads, før han med sikkerhed kan sige, at planen vil lykkes.

- Jeg kan heller ikke garantere, at dette særfly bliver løsningen for alle strandede danskere i Peru, siger han.

Hvis de sidste brikker falder på plads, vil særflyet blive sendt af sted i samarbejde med SAS, Danmarks Rejsebureau Forening og Profil Rejser.

Alle danskere i krisedatabasen får besked om, hvordan de kan købe billetter via push-beskeder og sms fra Udenrigsministeriet samt information om mulig transport fra andre byer i Peru.

Udenrigsministeriet oplyser på Twitter om, hvordan man kan skaffe sig billet til særflyet fra Peru til Danmark.

Billetten hjem koster de rejsende 7500 kroner, hvis man vælger den billigste type.

En total nedlukning af intern infrastruktur, flyforbindelser og et udgangsforbud har gjort Peru til et af de mest vanskelige steder at vende hjem fra for danske og europæiske statsborgere, oplyser ministeriet.

I alt har over 10.000 europæere været strandet i Peru, og derfor er der hård konkurrence om at få landingstilladelse i landet.

Udenrigsministeriet opfordrer derfor også alle danskere i landet, som via ministeriet får tilbudt en billet på et andet EU-lands fly de kommende dage, til at tage imod tilbuddet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce