Annonce
Fredericia

Udfordrede unge kan få ny hjælp: Flere skal få øjnene op for en erhvervsuddannelse

Til efteråret går et ny uddannelsestilbud, der henvender sig til unge, der bor i og ved Korskærparken (billedet) eller Sønderparken i gang, Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Beskæftigelsesforum Fredericia har givet grønt lys til et nyt uddannelsesprojekt, der skal inspirere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

Fredericia: Flere unge i Fredericia skal i gang med en uddannelse. Det er ambitionen, når et nyt tilbud åbnes i efteråret til gruppen af 18-29-årige, der er bosat i eller i nærheden af Korskærparken og Sønderparken i Fredericia.

Projektet hedder "Håndværker Camp" og er et nøje tilrettelagt forløb, hvor de unge snuser til forskellige erhvervsuddannelser og får øjnene op for, hvad de har af fremtidsmuligheder.

- Det har en stor værdi for den enkelte at være en del af en arbejdsplads og bidrage med viden og kompetencer. Derfor er det også umagen værd at investere lidt ekstra i de unge, der har brug for en mere håndholdt indsats. Det er vigtigt, at vi giver dem muligheder for at prøve sig selv af, se hvad de kan gennemføre, og ikke mindst at de kommer i gang med noget, de synes er spændende, siger formand for social- og beskæftigelsesforum Fredericia Peder Wittendorff Tind (V).

40 unge ventes at få glæde af projektet, der er et samarbejde mellem Fredericia Kommune, EUC, IBC, SOSU-skolen og Den Boligsociale Helhedsplan.

- Projektet er et eksempel på det samarbejde, vi har med vores lokale uddannelsesinstitutioner. Fra politisk side er vi på vej med en ny strategi, der skal få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. "Håndværker Camp" støtter rigtig fint op om den målsætning, siger Pernelle Jensen (V), formand for uddannelsesudvalget.

Det første ud af to forløb begynder til efteråret. I alt er der sat 500.000 kroner af til indsatsen, som løber til og med foråret 2020.

"Håndværker Camp" kommer i kølvandet på initiativet "Din Uddannelsesvej", der er målrettet en større gruppe unge i Korskærparken og Sønderparken. Det har været i gang siden 2016 og haft gode resultater.

Ud af de 69 unge, som har deltaget i projektet, er 40 gået i gang med en uddannelse, syv er kommet i arbejde og fem i praktik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Peanutbutter-banana-sandwich og portugisiske grillspyd: Det har der været serveret på Vejlegården siden fagkonflikten

Erhverv

De seks vigtigste ting, du skal læse, for at forstå konflikten på restaurant Vejlegården

Annonce