Annonce
Jelling

Udvalg giver omdiskuteret biogasanlæg tommelfingeren op

Dette er en visualisering af biogasanlægget, som her er mest tydelig på de tre siloer til venstre for Kiddegård. I første omgang er det kun gårdejer Henrik Mols' plan at bygge en silo og en ensilageplads. Visualisering: Vejle Kommune
Et flertal i teknisk udvalg i Vejle Kommune anbefaler en lokalplan, der gør det muligt at bygge et biogasanlæg på Kiddegård ved Mølvang. Én politiker har dog stemt imod.

Mølvang: Trods indsigelser fra bekymrede naboer siger lokalpolitikere i Vejle Kommune god for et nyt biogasanlæg på Kiddegård.

På teknisk udvalgsmøde i denne uge er lokalplanen for biogasanlægget blevet anbefalet. Lokalplanen giver mulighed for at bygge tre siloer, en ensilageplads på 2000 m2, en maskinhal på 800 m2 samt samt en række mindre tanke, kontor- og teknikbygninger.

Fem fra teknisk udvalg stemte for, én var fraværende og én stemte imod.

- Selvfølgelig gør indsigelserne indtryk, men sådan som projektet er udformet, kan det godt lade sig gøre i området. Jeg kan sagtens forstå folks bekymring, når der sker noget nyt og frygten for, at det bare er første step mod noget, der bliver større og mere generende. Men sådan er det ikke. Det bliver ikke et stort industrianlæg, som er en helt anden størrelsesorden, men blot et mindre biogasanlæg, siger Gerda Haastrup Jørgensen (V), formand for teknisk udvalg i Vejle Kommune.

Forkert placering

Den politiker, der stemte imod, er Morten Kristensen fra SF. Det har han gjort, hver gang biogasanlægget har været på dagsordenen de senere år.

- Vi er ikke modstandere af et biogasanlæg som sådan. Men vi synes ikke, at det er den rigtige placering til et biogasanlæg. Kigger man i kommuneplanen for 2017 til 2029, kan man også se, at der er udpeget særlige områder til biogasanlæg, og vi mener derfor, at det er et brud på de intentioner, man har haft. Samtidig lytter vi til borgerne og stiller også spørgsmålstegn ved de lugtgener og trafikale udfordringer, som biogasanlægget på Kiddegård kan skabe, siger Morten Kristensen.

Næste step i processen for behandlingen af lokalplanen er, at den skal forbi økonomiudvalget, inden den til sidst ender hos byrådet senere på efteråret.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce