Ravning: Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i Ravningbroen. Det mener kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune.
På seneste udvalgsmøde afsatte et enigt udvalg 100.000 kroner til at udarbejde et visionsoplæg for, hvordan man tænker fortællingen om Ravningbroen i en meget større skala end nu.
VejleMuseerne havde ellers ansøgt udvalgt om 100.000 kroner til en opgradering af den eksisterende udstilling, der lige nu er etableret i den gamle stationsbygning ved Ravningbroen.
"Udstillingen er forældet og halter, særligt når det gælder om at appellere til børn og familier. Historien om Ravningbroen er en fantastisk historie om entreprenørskab, vilje, vikinger og Harald Blåtand. En historie der skal fortælles med begejstring og fascination til både børn og voksne", lyder det blandt andet i oplægget til udvalgsmødet.
Men kultur- og idrætsudvalgets politikere valgte at tænke større.
- Der er et kæmpe potentiale i fortællingen om Ravningbroen. Det endelige mål bør ikke bare være en opdateret version af det, der er derude nu. Stedet fortjener, at vi tænker nyt og større. Derfor har vi nu afsat penge til et visionsoplæg, som måske kan bruges til at gå ud og søge fonde med, fortæller udvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen (K).
Binder kulturperler sammen
En nytænkning af formidlingen om Ravningbroen handler ikke kun om stedet i sig selv. Det handler også om at binde områdets øvrige attraktioner som Egtvedpigens Grav, Bindeballe Købmandsgård og Kongernes Jelling sammen med Ravningbroen.
- Det kunne være en fantastisk mulighed for at binde nogle af vores største kulturperler sammen. Det, tror jeg, helt sikkert, der er turister i. I øjeblikket kommer der mange turister på halv- og heldages ture til Egtved-området. Jeg håber, vi på sigt kan vise, at der er aktiver nok til, at turisterne måske bliver to-tre dage og derfor tager nogle overnatninger med også, siger han.
Lige nu anslår man, at omkring 7.000 mennesker om året lægger vejen forbi Ravningbroen. Men historien om stedet fortjener mange flere besøgende, mener Dan Arnløv Jørgensen.
Det tager tid
Første skridt bliver altså at tænke store tanker for, hvordan historien om Ravningbroen kan fortælles på sigt og udarbejde et visionsoplæg.
Dan Arnløv Jørgensen, udvalgsformandDer er et kæmpe potentiale i fortællingen om Ravningbroen. Det endelige mål bør ikke bare være en opdateret version af det, der er derude nu. Stedet fortjener, at vi tænker nyt og større.
- Men inden vi går i gang med at realisere noget, skal vi have besøgscentret ved Egtvedpigens Grav færdigt først. Vi ved af erfaring herfra, hvor lang tid det tager, så vi kan ligeså godt allerede nu begynde at forberede projektet ved Ravning. Det kræver tålmodighed, og det koster penge, hvis det skal være ordentligt, siger Dan Arnløv Jørgensen.