Annonce
Vejle

Udvalgsformand er stolt: Vejle er nu en røgfri uddannelsesby

Nu er det helt slut med at ryge i skoletiden på alle uddannelserne i Vejle Kommune. Billedet er taget på Campus Vejle ved en tidligere lejlighed. Arkivfoto: Mette Mørk
Hver fjerde ung mellem 16 og 19 år ryger enten dagligt eller lejlighedsvist, og det er alt for mange, mener sundheds-formand Peder Hummelmose (V). Han glæder sig over, at alle uddannelser i Vejle Kommune nu er røgfrie i hele skoletiden.
Annonce

Vejle: Fra dette skoleår, der netop er begyndt, er alle Vejle Kommunes uddannelser røgfri.

Det er altså ikke bare forbudt for elever og personale at sætte snus under overlæben eller tænde en smøg inde på skolens område, men i hele skoletiden, også selvom de bevæger sig væk fra skolens område.

Den beslutning gør formanden for sundheds- og forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune, Peder Hummelmose (V), særdeles glad.

- Det er en rigtig god dag, og som formand for sundheds- og forebyggelsesudvalget er jeg meget glad og stolt. Så vidt jeg ved, er Vejle Kommune den første i hele landet, hvor alle uddannelserne bliver røgfrie, så det er en rigtig, rigtig god dag, siger han.

På Rosborg Gymnasium & HF fik de HF-studerende onsdag lov at høre dagens taler om de nu røgfrie skoler og underholdning ved entertainer Peter Falktoft, der er antiryger-ambassadør for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden under kampagnen "Røgfri fremtid".

De resterende elever måtte se med fra en computer eller telefon grundet corona-restriktionerne.

Annonce

Selv været ryger

Er man først begyndt at ryge, kan det være svært at stoppe igen, har udvalgsformanden erfaret.


Jeg har selv røget og stoppede for fire år siden, så jeg ved selv, hvor svært det kan være med abstinenser.

Peder Hummelmose (V)


- Jeg har selv røget og stoppede for fire år siden, så jeg ved selv, hvor svært det kan være med abstinenser. Derfor er det også vigtigt, at vi sørger for, at der er noget andet, de kan lave, når rygetrangen opstår, så de kan finde andre sociale sammenhænge uden at ryge, siger Peder Hummelmose, der havde stressbolde med på Rosborg Gymnasium.

Bordfodboldborde, materialer til et hyggehjørne, stressbolde og noget helt fjerde vil i denne måned blive givet til uddannelsesinstitutionerne i resten af kommunen. Gaven har de selv kunnet ønske. Kravet var, at det skulle være noget til at skabe hygge og nye sociale sammenhænge, der kunne distrahere de unge fra at ryge.

Peder Hummelmose er som Venstre-mand ikke bange for at gribe ind i de unges personlige frihed og mener ikke, at det strider mod hans liberale værdier.

Annonce

Fokus på sundhed

- Det her handler om sundhed. Der er 150 gange så mange, der dør af kræft, end der dør i trafikken, og der bliver brugt rigtig mange penge på trafiksikring. Det er utroligt sygdomsfremkaldende at ryge, og vi bliver nødt til at kæmpe for de unge for at skabe en ny generation, der ikke ryger, siger udvalgsformanden.

I sin tale på Rosborg Gymnasium påpegede han, at hver fjerde unge mellem 16 og 19 år ryger enten dagligt eller lejlighedsvist - og at det er alt for mange.

Mange af de studerende på Rosborg er over 18 år, mens de går på skolen, og politisk set kan han ikke forbyde dem at ryge.

- Vi kan ikke forbyde rygning som politikere. Vi kan forbyde det på folkeskoler, men det er ledelsen på uddannelserne, der kan forbyde det der. Derfor er vi også glade for, at alle uddannelserne frivilligt har valgt at være med. Og det er alle. Både læreruddannelse, sygeplejerskerne, handelsskolen, gymnasiet og flere, siger han.

Ryger man alligevel i skoletiden, er bortvisning den skrappeste sanktionsmulighed.

- Jeg håber da ikke, at der er nogle, der bliver bortvist, men det er selvfølgelig en sanktionsmulighed. De får dog en advarsel først og en samtale på rektors kontor, siger Peder Hummelmose.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Musikgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke

Vejle

Vejles margarinekonge kom brat af dage

Erhverv For abonnenter

Egtved Brugs, Café Kværn, Ravning Dambrug, Gadbjerg Kloakservice - og mange andre: Her er ugens regnskaber i Vejle Kommune

Vejle

Fra himmel til helvede i Nørreskoven: Pølse-grillen stod kold og forladt

Annonce