Vamdrup: Trods et mere begrænset salg i 2020, har der bestemt ikke været stille hos Dit Autohus i Vamdrup. Indehaver Monir Khaksar har nemlig udvidet endnu engang, så virksomheden, der både består af værksted og salg af brugte biler, nu også indbefatter en 650 kvadratmeter stor hal med plads til op mod 40 biler.
Dermed breder Dit Autohus sig nu både over Industrivej 26, 28 og 30.
- Det er tænkt som et showroom, hvor folk kan komme og kigge på bilerne. Det er bedre for bilerne at komme ind, for de kan faktisk stå og blive både beskidte og fugtige udenfor, og så skal kunderne heller ikke stå ude i regnen. Planen er, at vi nu også vil bygge et nyt værksted i forlængelse af hallen, siger Monir Khaksar.
Langsigtet investering
Hallen, der tidligere var et ældre snedkerværksted, er købt for 2,2 millioner kroner. Efter en gennemgribende renovering til godt en million kroner, hvor kun ydervægge og tag er bevaret, er showroomet nu klar til at blive taget i brug.
Steffen Schelde, sælgerDa landet lukkede ned første gang, gik salget faktisk op. Folk fik nok tid til at sidde derhjemme og se på bil. Men efterfølgende faldt det noget i coronatiden, og efter sommerferien, hvor regeringen begyndte at snakke om at hæve afgifterne, solgte vi næsten ikke nogen biler.
Udvidelsen sker som en langsigtet investering, hvor en bedre præsentation af bilerne gerne skal munde ud i mere salg. Under alle omstændigheder forventer Monir Khaksar, at 2021 bliver et bedre år for Dit Autohus, end det forgangne år har været.
- Det har været et lidt skidt salg i 2020. Da landet lukkede ned første gang, gik salget faktisk op. Folk fik nok tid til at sidde derhjemme og se på bil. Men efterfølgende faldt det noget i coronatiden, og efter sommerferien, hvor regeringen begyndte at snakke om at hæve afgifterne, solgte vi næsten ikke nogen biler, siger Steffen Schelde, der er sælger hos Dit Autohus.
Dit Autohus planlægger at afholde et stort Åbent Hus, når det igen bliver muligt at invitere mange indenfor.