Annonce
Vejle

Udviklingshæmmede må se langt efter ferier sydpå: De skal være glade for en éndagstur

Vibeke Denert oplever, at hendes søn har mindre og mindre kontakt med ligesindede, fordi han ikke får tilstrækkelig pædagogisk støtte til at komme ud af døren og med til aktiviteter. Foto: Michael Svenningsen
Som formand for Landsforeningen LEV's lokale afdeling, har Vibeke Denert set, hvordan udviklingshæmmede får mindre og mindre hjælp i det daglige. Det kan næsten ikke blive ringere, synes hun.

Vejle: Det må vende nu! Hvis det ikke vender, så forstår jeg det ikke.

Vibeke Denert taler om udviklingen på handicapområdet. Hun er formand for Vejles lokalafdeling af LEV, der er en privat forening for personer med udviklingsbegrænsninger samt deres pårørende og andre interesserede.

Og fordi Vibeke Denert har en søn på 34 år, der har Down's, så har hun fulgt udviklingen på området i adskillige år. Og udviklingen er gået den forkerte vej.

Hun har været vidne til, hvordan hendes egen søn, Morten, og andre udviklingshæmmede har fået mindre og mindre hjælp og støtte til at leve deres liv, og efterhånden er bunden nået.

- I de 34 år, jeg har haft Morten, har vi skulle kæmpe en kamp med kommunen, også for støtte, som vi ifølge lovgivningen har ret til. Men det er blevet værre og værre. De skærer hvert eneste år, påpeger Vibeke Denert.

Annonce

Ferieturen blev sløjfet

Et eksempel på nedskæringerne er den udvikling, der er sket i forhold til ledsagelse på ferieture.

For år tilbage kunne de udviklingshæmmede i Vejle Kommune melde sig til en uges ferietur sydpå, som de selvfølgelig selv betalte for, men hvor pædagoger var med som ledsagere. Det var før, amterne blev nedlagt.

Da opgaven blev overtaget af kommunen, blev ferieturene kortere og kortere, og destinationen lå også tættere og tættere på.

- Til sidst var ferien reduceret til en fire dages tur i Danmark, og i dag er vi helt nede på, at det kun er en enkelt dag på Sølund Musik-Festival uden overnatning, fortæller Vibeke Denert og understreger, at det dog er et fremskridt i forhold til den periode, hvor der slet ingen tur var.

Hun har også oplevet, hvordan festerne for de udviklingshæmmede efterhånden er gået fløjten.

- Tidligere blev der holdt nytårsaften, påskefrokost, sommerfest, høstfest, Tusindfryds fødselsdag og julearrangementer, fortæller Vibeke Denert og fortsætter:

- I år har de fået én fest, og så bliver der holdt en julesammenkomst den 24. december.

Det sociale er sparet væk

I det hele taget er det i høj grad flødeskummen på kagen, der er skrabet helt væk, så der stort set ikke bliver løst nogle "kan-opgaver" for målgruppen længere.

- Man har sparet det sociale væk, for man kan jo ikke så godt spare på at skifte en ble eller at hjælpe med mad, siger Vibeke Denert.

Hun oplevede i forhold til sin egen søn, at Vejle Kommune fra den ene dag til den anden ændrede forholdene for den støtte han modtog, så han i dag stort set skal klare sig selv.

Han bor i en lejlighed på Sikavej, hvor der for nogle år siden var pædagoger fast tilknyttet. Men i dag skal pædagogerne også hjælpe mange andre borgere i området, så man kan aldrig vide, om de er der, hvis man har behov for dem.

- Hver fredag har han "hjemmedag", hvor en pædagog skal støtte ham til at klare alle de hjemlige ting, men når jeg ringer klokken 9, er vedkommende som regel allerede kørt igen, fortæller Vibeke Denert.

Hun ved ikke præcis, hvor meget støtte hendes søn får, men hun ved, hvilken støtte han mangler: Støtten til at være social aktiv med ligestillede, maden og motion.

Ingen hjælp til sund livsstil

Vibeke Denert kan godt se fordelen i, at det er vigtigt, at de udviklingshæmmede lærer at klare sig selv så meget som muligt.

Hun har da også en søn, som er i stand til at gøre rent og vaske tøj og passe et job på McDonald's.

- Men nogle gange hopper kæden af. For eksempel i forhold til mad. Min søn har taget 30 til 40 kilo på, siden han selv begyndte at skulle sørge for sin mad.

Sønnen køber typisk færdiglavet med, og kan ikke selv finde ud af at justere sine portioner. Han har udtrykt ønske om at tabe sig, men der er ingen pædagogisk støtte, som kan sørge for, at han kommer afsted til træning. Derfor er det mere eller mindre gået i sig selv.

- Jeg kunne godt ønske, at der var støtte til, at han fik motion og lærte at lave sund mad på en hyggelig og sjov måde sammen med andre ligestillede, fortæller Vibeke Denert.

Let ved at sige nej

Og netop det med at være sammen med andre, er en udfordring for sønnen Morten. Han har behov for støtte til at indgå i sociale relationer.

- Der skal være nogen, som banker på hans dør og tager ham med ud. Han har brug for hjælp til at opsøge og pleje venskaber. Men når han kommer hjem fra arbejde, går han ind, lukker sin dør og kommer først ud igen næste morgen. Det er ikke et liv.

Vibeke Denert fortæller, at Morten - ligesom mange andre i hans situation - er utryg ved ting, han ikke kender. Bliver han spurgt om at være med til noget, er den automatiske reaktion som regel at svare "nej," og der er stort set ingen i hans dagligdag, som kan støtte ham til at tage del i nogle fællesskaber, som kan gøre hans liv mere indholdsrigt. Faktisk tværtimod.

- Før var Morten i beskyttet beskæftigelse én gang om ugen på Ellehøj, men det har han sagt fra, uden at nogen har forsøgt at overtale ham til det modsatte, og uden at jeg fik noget at vide om det. Ellehøj var ellers hans mulighed for at møde nogle ligesindede.

Andre af beboerne på Sikavej kommer jævnligt på Papirfabrikken (det tidligere Tusindfryd, red.) på Gulkrog. Men Morten er ikke socialt stærk nok til at komme der.

- Så han keder sig, samtidig med, at han er god til at sige nej. På den måde gør han sig selv en bjørnetjeneste.

Det hænger ikke sammen

Det er ikke kun Vibeke Denert, der som pårørende oplever, at støtten til hendes søn bliver ringere og ringere.

Som formand for LEV i Vejle får hun jævnligt henvendelser fra pårørende, som er dybt frustrerede over de besparelser, som hele tiden sker på området. Det har også flere gange været tilfældet, at beslutningerne om besparelser og nedjusteringer i støtten er blevet meldt ud hen over hovedet på de pårørende, som derfor ikke har haft mulighed for at reagere, før ændringerne er effektueret.

Den bekymring, som mange har lige nu, er, om Vejle Kommune har tænkte sig at fjerne den såkaldte §85-letpakke, som er pædagogisk støtte i hjemmet til de fysisk og psykisk handicappede, der klarer sig bedst.

- Der er nogen, som har fået opfattelsen af, at det bare er en hyggesnak og ikke hjælp og vejledning. Men det vil skabe dyb usikkerhed og forringe livskvaliteten, hvis politikerne fjerner den støtte, mener Vibeke Denert.

Hun undrer sig dog ikke over, hvorfor Vejle Kommune kæmper med at få budgettet til at holde sammen på voksenområdet.

- Budgettet holder selvfølgelig ikke, når man til at starte med har sat 20 millioner kroner for lidt af til et område, hvor flere og flere har behov for støtte og hjælp. Det hænger ikke sammen med flere besparelser. I forvejen er der skåret helt ind i benet.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midtby-udlejere: - Uacceptabelt at vi stadig skal døje med oversvømmelser

Vejle For abonnenter

Undren hos organisation: Svensk produkt ulovligt - men lignende dansk produkt er lovligt

Annonce