Vejle: Morgentrafikken blev forstyrret på Grønlandsvej på Søndermarken fredag. Uheldet skete klokken 6.02, og da meldingen lød på uheld med fastklemte, sendte TrekantBrand en brandbil med frigørelsesværktøj af sted.
Samtidig blev der også sendt en ambulance og en akutlægebil til stedet.
Det lykkedes hurtigt brandfolkene at få frigjort bilens fører, der blev kørt til sygehuset.
Uheldet skete, da bilisten af uforklarlige årsager mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i et skilt i midterrabatten på Grønlandsvej ud for Knud Rasmussensvej, inden bilen endte i en lygtepæl.
Der skete store materielle skader på bilen.
Grønlandsvej var kortvarigt spærret i retningen mod byen i forbindelse med uheldet.