Annonce
Hedensted

Se galleriet: Decimeret fest med maksimal glæde

Flere regnskyl fik publikummerne til momentvis at trække ind under de overdækkede områder. Og så var der de lidt mere hardcore af slagsen. Foto: Søren E. Alwan
Selvom Uldum Gademusik Festival for et år blev sat på standby, troppede ca. 1500 lørdag op til stedfortræderen, Uldum Sommerfest.

Uldum: Den første lørdag i juli har i mere end 20 år været krydset ind i kalenderen som dagen, hvor man omgivet af godt humør og underholdende indslag skulle hygge sig i Uldum.

Således også i år, hvor eksempelvis Café Johan kunne byde på mere end 10 forskellige bands og solister dagen igennem, og yderligere fem tætpakkede, centrale scener var etableret for denne ene dag at indtage byen.

Foran hovedscenen, en åben lastvogn holdende for foden af Højskolebakken, signalerede to ældre mænds fægtekamp med hver deres paraply, at dagen ikke var oprundet én dag for tidligt.

- Vi er jo nogen, der har været her hvert år, og det har vi ikke tænkt os at stoppe med så kort tid inden vores sølvbryllup, pointerede John Egedahl fra Højby ved Odense, inden kammerskjukken Mogens Madsen udnyttede momentet til at sende et sving afsted mod låret.

Annonce
Det er sund og lærerigt at opleve, hvor meget Flemming (Sønderup, red.) egentlig har haft på sine skuldre. For hold da op, der skal gribes mange bolde i luften på samme tid.

Mathilde Grosbøl, Uldum Erhvervsforening

Uldum står sammen

Næsten alt var som vanligt, men alligevel tog festlighederne afsæt i en ganske anden afskygning.

Den klassiske Uldum Gademusik Festival, som siden de første spæde skridt i 1996 voksede sig til at trække indslag og gæster i tusindvis, var nemlig i stedet afløst af Uldum Sommerfest, arrangeret af erhvervsforeningen.

Baggrunden var den triste, at initiativtager og arrangør Flemming Sønderup blev sygemeldt tidligere på året, hvorfor det ikke var muligt at løfte opgaven med at stable det voluminøse festivalprogram på benene.

Alligevel har det været magtpåliggende at holde fast i dagen som en glædelig begivenhed.

- Fordi det er farligt helt at holde pause et år, har det været vigtigt for os at holde liv i det. Samtidig er det synd for byen og borgerne, hvis vi nu skal gå glip af sådan en god dag, vi jo alle set frem til i et år, sagde brugsuddeler Kenneth Rasmussen.

- Vi er en form for fyld, og så handler det om at få stablet festivalen på benene igen. Størrelsen på sommerfesten er vel en tredjedel af gademusikfestivalen, og alligevel har vi været virkelig stressede for at blive klart og ligget søvnløs i en uge op til. Men vi er også blevet bekræftet i, at Uldum står sammen, når der er behov for det, supplerer butiksindehaver Mathilde Gråsbøl.

For barn som pensionist

Selvom årets udgave var decimeret og fortrinsvis målrettet de lokale, var der alligevel godt med underholdning for alle aldre.

Forældre måtte praktisk talt hive deres mindste børn med sig, for at komme videre fra en mini-konkurrence, hvor de med slangen fra en brandbil skulle fylde en spand vand fra behørig afstand.

Omvendt virkede den lidt ældre del af befolkningen til at have bagenden ret solidt plantet ved hver deres foretrukne scene - kun vejen op efter friske forsyninger ændrede det scenarie.

Arrangørerne selv var da også rigtig godt tilfredse med fremmødet, der blev estimeret omkring de 1500.

Flemming Sønderup gik efter sin sygdomsperiode bort sidste måned. Efter aftale med familien blev han mindet med et minuts stilhed ved sommerfestens åbning.

Flere har sat kryds ud for den første lørdag i juli for et år siden. Og selvom det i år endte som en somemrfest i stedet for en gademusikfestival, gav det ikke anledning til mindre smil og glæde. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Fra ondt til værre: Gammelhavn vil være lukket i månedsvis, forudser Trefor-direktør

Annonce