Annonce
Vejle

Ulige vilkår for miljø- og klimadannelse: Byrådsmedlem vil afsætte penge til flere skolebesøg på Økolariet

Morten Skovlund (S) fra natur- og miljøudvalget foreslår, at der politikerne afsætter midler til flere besøg på Økolariet fra folkeskolerne i kommunens udkantsområder. Enten via sparede vandafledningsafgifter eller som en ekstrabevilling. Arkivfoto

Morten Skovlund (S) fra natur- og miljøudvalget efterlyser, at flere skoler fra kommunens udkantsområderne får mulighed for at benytte Økolariet i undervisningen.

Vejle: Efter sidste måneds brand er dørene igen åbnet for offentligheden på det populære udstillingscenter, Økolariet, midt i Vejle. Og akkurat har røgen lagt sig, før der nu ytres politisk ønske om at få flere af kommunens folkeskoleklasser til at benytte sig af videns- og oplevelsescentret, der også rummer undervisningstilbud.

Morten Skovlund (S), der er medlem af byrådets natur- og miljøudvalg, efterlyser, at kommunens skoler i højere grad tildeles lige vilkår for at indtænke Økolariet i undervisningen.

- Tal fra Økolariet viser, at vi ikke skal meget længere uden for bygrænsen end Bredsten-området, før det begynder at blive rigtig tyndt med besøg fra folkeskolerne. Der er også undtagelser inde i byen, men der tegner sig et klart billede af, at skolerne i udkanten kommer mindre, selvom de kan benytte det uhæmmet, siger han.

Tallene, Morten Skovlund henviser til, bakker påstanden op. Mens Søndermarksskolen i 2017 havde 95 procent af sine elever forbi Økolariet, var henholdsvis 43 og 40 procent af eleverne på Bredsten-Gadbjerg Skole og Fælleshåbsskolen i Børkop på tur til Økolariet. Firkløverskolens fire afdelinger i Give besøgte Økolariet med fire klasser i 2017 - svarende til 11 procent af eleverne.

Annonce

I de kommende år står vi over for store klimamæssige beslutninger i kommunen, og i fremtiden er vores børn de bedste ambassadører. Derfor er det afgørende, at vi får formidlet et vidensgrundlag til dem.

Morten Skovlund (S), byrådsmedlem

Folkeskolebesøg på Økolariet i 2017

Næsten alle folkeskoler i Vejle Kommune gjorde i 2017 brug af Økolariets skoletjeneste.44 procent af eleverne fra skoler indenfor bygrænsen og tæt ved Vejle by besøgte Økolariet i 2017.

Til sammenligning besøgte skolerne uden for byen i gennemsnit Økolariet med 31 procent af deres elever.

Der foreligger endnu ikke besøgstal fra 2018.

Børnene er de bedste klimaambassadører

Morten Skovlund mener, at tendensen risikerer at sabotere kommunens målsætning om at skabe resiliente borgere med indsigt i miljø- og klimaforhold.

- I de kommende år står vi over for store klimamæssige beslutninger i kommunen, og i fremtiden er vores børn de bedste ambassadører. Derfor er det afgørende, at vi får formidlet et vidensgrundlag til dem, siger han.

Det er blandt andet politiske beslutninger om stormflodssikringer, en eventuel dæmning over Vejle Fjord og værn mod uforudsete naturhændelser, byrådet skal drøfte i det kommende kalenderår.

Skolerne genkender problematikken

På Bredsten-Gadbjerg Skole og Fælleshåbsskolen genkender man udfordringen, Morten Skovlund skitserer. Skolerne kan få frirejse med tog, når der er tale om udflugter med overnatninger, mens transporten til kortere dagsudflugter skal finansieres gennem skolekassen.

- Vi har ikke har de samme muligheder for at benytte kulturtilbuddene, fordi der er flere transportomkostninger for os. Jeg har igennem snart ti år presset på for at få Sydtrafik til at lave et institutionskort, ligesom man har set det i Region Midtjylland, siger skoleleder på Bredsten-Gadbjerg Skole Joan Østergaard Henriksen.

Den holdning bakker Preben Skov Christensen, skoleleder på Firkløverskolen i Give, op.

- Vi har jo 30 kilometer til forskel, så hvis der kan skaffes økonomisk hjælp til transport for skolerne i kommunens yderområder, hilser jeg det hjerteligt velkommen. Det bør dog være op til skolerne selv, hvilke tilbud, midlerne derefter skal målrettes, siger han.

Midler til kørselsomkostninger

Morten Skovlund foreslår, at kommunen afsætter midler til at dække de kørselsomkostninger, skoler i udkanten af kommunen har i forbindelse med besøg på Økolariet. Enten fra tørkesæsonens sparede vandafledningsafgifter eller som en ekstrabevilling.

- Jeg har bedt om nogle beregninger på, hvad det vil koste. Vi skal kigge på, om vi minimum kan sørge for, at vores skoleklasser op til mellemtrinnet får muligheden for at komme afsted - eksempelvis tre gange i deres skoletid, siger Morten Skovlund.

Han vil i første ombæring tage emnet op i natur- og miljøudvalget i løbet af efteråret.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

Annonce