Annonce
Vejle

Se video: Ung landmand giver unge sygeplejersker anatomi-undervisning: 'Man lærer meget ved at holde et hjerte i hånden'

For Nova Kirstine Hansen og de andre studerende blev det en undervisningstime af de specielle. En lille, død gris blev sprættet op. Den var en del af anatomi-undervisningen for en flok første års studerende på sygepleje-uddannelsen på UCL i Vejle.

Vejle: 24-årige Nova Kirstine Hansen fra Aale ved Tørring sætter en arm foran næsen. Den svagt sødlige lugt af død gris spreder sig i klasselokalet.

Hendes øjne er fuldt fokuserede på grisen, der er anbragt på nogle borde, hvor der er lagt plastik samt nogle væskesugende klude under grisen.

Jeg ved da ikke, hvor sart jeg er med det her. Men jeg tror ikke, jeg er så sart. Det finder jeg ud af.

Nova Kirstine Hansen, sygeplejestuderende på UCL i Vejle

Det er tid til en undervisningstime af de helt specielle for denne flok første års studerende på sygepleje-uddannelsen på UCL i Vejle:

Annonce

En død pattegris skal dissekeres.

- De fleste af os startede med uddannelsen i starten af september, så vi har ikke gået her så længe. Og jeg ved da ikke, hvor sart jeg er med det her. Men jeg tror ikke, jeg er så sart. Det finder jeg ud af, siger Nova Kirstine Hansen og finder et par handsker frem.

- Det bliver spændende at røre ved tingene. Vi kan læse os til mange ting, men ikke alt, siger Nova Kirstine Hansen og går hen til bordet.

De nystartede sygepleje-studerende fik en anderledes anatomitime med besøg af landmand Anders Nissen, der medbragte en nyslagtet gris. Foto: Mette Mørk

Den døde gris er ved at blive sprættet op af Anders Nissen, der er en ung landmand. Han har styr på kniven, og han har - viser det sig - en utrolig viden om grisens anatomi.

Men i første omgang lyder spørgsmålene fra de studerende mere menneskelige.

- Hvordan er den død, spørger en, og hun får svaret, at den er slået ihjel med en boltpistol.

- Den har ikke mærket noget, forklarer Anders Nissen.

Milten nærstuderes. Nova Kirstine Hansen i midten spørger til miltens formål. Foto: Mette Mørk

Grisen skulle alligevel aflives, for den havde en sygdom i hjernen. Dens tre måneder lange liv ender derfor med at blive brugt til undervisning.

Organerne på en gris minder utroligt meget om menneskernes, så grise er oplagte at bruge, når man skal lære om menneskernes organer.

De unge kvinder er kommet hen til bordet, hvor Anders Nissen stille og roligt dissekerer den døde gris mere og mere.

Nova Kirstine Hansen har helt glemt lugten, og hun griber fat i en lille stump rosafarvet kød.

- Det må være milten, siger hun, og der opstår en snak blandt kvinderne om, hvad milten egentligt bruges til.

Underviser Tine Launholt udpeger hjertet i den netop åbnede gris. Foto: Mette Mørk

Nyt tiltag

Underviseren hedder Tine Launholt, og hun svarer på alle de mange spørgsmål, hun får. Det samme gør landmanden, der er med for anden gang.

Det er et tiltag, der netop finder sted for anden gang på sygepleje-uddannelsen i Vejle, og det må gerne være et tiltag, der fortsætter.

- Man lærer meget ved at holde et hjerte eller et andet organ i hånden. Man kan se strukturerne helt tæt på. Tag nu lungevævet, som føles meget blødt og svampeagtigt, og det ved de studerende godt, men hvordan føles det i virkeligheden? Den viden er god at få med videre i deres uddannelse. Denne måde at undervise på giver så god mening for alle, og det vil vi gerne gøre meget mere brug af fremadrettet, men vi er selvfølgelig afhængig af en god samarbejdspartner, for vi kan selvfølgelig ikke bare lige skaffe en gris, siger Tine Launholt.

Annonce

Man kan ikke læse sig til alt

Til sidst er det tid for eleverne til at tage de blodige handsker af. Grisens indre er blevet nærstuderet, og Nova Kirstine Hansen smiler bredt.

- Kan vi ikke lige gå udenfor at snakke videre, så vi kommer væk fra lugte?, spørger hun, og vi går ud på gangen.

Hendes øjne gløder.

- Jeg var slet ikke sart. Det var vildt spændende, og det er meget lærerigt at prøve at mærke og sanse tingene, siger hun.

Nova forklarer, at hun er gået ind i sygeplejeuddannelsen med et åbent sind, så hun ved ikke helt, hvilken retning hun ønsker at arbejde med i fremtiden, men hun overvejer at arbejde på operationsafdelingerne.

- Der har man virkelig i bogstaveligste forstand fingrene helt inde i anatomien, så det er fedt, at vi her fik et indblik i, hvordan det må være. Og det skræmmer mig ikke på nogen måde, siger hun og roser initiativet med at få en gris på undervisningsbordet.

- Vi kan læse sig os til meget, men vi kan ikke læse os til, hvordan det er at have et spiserør i hånden. Jeg er ved at røre og se tingene blevet meget klogere på kroppens anatomi, siger Nova Kirstine Hansen.

Imens er den døde gris blevet pakket sammen. Den skal fragtes til Daka i Løsning. Den ved det logisk nok ikke selv, men den har gjort en flok unge mennesker klogere på kroppens anatomi.

Ditte Olsen (til venstre) og Mia Bjerregaard er overraskede over, hvor anderledes nogle af organerne ser ud i virkeligheden i forhold til i lærebøgerne. For eksempel fremhæver Mia, at hjerteklapperne er meget mindre i virkeligheden. Foto: Mette Mørk
Christine Carstensen er studerende på tredje semester på sygeplejeskolen - og kæreste med landmand Anders Nissen, der har leveret grisen. Hun demonstrerer lungerne ved at puste luft ind, så man kan se, hvordan vævet udvider sig - og efterfølgende synker sammen igen. Foto: Mette Mørk


Underviser i anatomi Tine Launholt guider de sygepleje-studerende i, hvad de ser og kan røre ved sammen med landmand Anders Nissen. Foto: Mette Mørk
Lever - og i baggrunden ses milten. Foto: Mette Mørk
Der var stor interesse i at prøve at røre de forskellige organer. Foto: Mette Mørk
Grisen her skulle have været aflivet uanset, da den var syg. Landmand Anders Nissen er også selv blevet interesseret i anatomi, så han delte gerne viden med de studerende. Foto: Mette Mørk
Der var stor interesse i at prøve at røre de forskellige organer. Nogle var mere udfordrede af lugten end andre - men nysgerrigheden var stor. Foto: Mette Mørk
Annonce
Erhverv For abonnenter

Se video: Oversergenten Johan giver de unge IT-folk og direktøren sved på panden: 'De skal ikke have diabetes, når de har rundet 30 år'

Danmark

Søndagens coronatal: Endnu en dag med over 25.000 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Nu pilles dødsdømte ejendomme ned: De må vige pladsen for 110 spritnye lejligheder i midtbyen

Hedensted For abonnenter

77-årige 'Polle' er landets ældste seriehåndboldspiller og spiller hver kamp: - Selv modstandernes fans jubler, når jeg scorer

Alarm 112

Han slingrede gennem landsbyen: Nu vil politiet tage hans bil

Give

Han troede ikke sine egne øjne: Mand i pensionsalderen bliver pludselig millionær

Tyske oversvømmelser chokerede verden: Det kan også ske i Danmark, for vi bygger for tæt på vandet

Hedensted For abonnenter

Jeannie kan ikke komme forbi med sin ladcykel: -Stop med at parkere på cykelstien

Vejle Boldklub For abonnenter

VB står til at miste en helt central brik: Midtbanespillers exit gør kun gavn ét sted

Vejle

V står stadig for Vejle: Lars Løkke stifter nyt parti få 100 meter fra sit barndomshjem

Løvkvist om formandsdebat i DF: Messerschmidt skal tirres, indtil han forløber sig

Vejle For abonnenter

Sælger tjener over en million på boligsalg: Her er ugens bolighandler i Vejle

Billund For abonnenter

Maskinfabrik vokser: Snart breder virksomheden sig over 2000 kvadratmeter

Alarm 112

Kraftig blæst på Vejlefjordbroen: Passer ikke med vindfølsomme køretøjer

Annonce