Annonce
Erhverv

Ung iværksætter parrer virksomheder og skole-elever

20-årige Julius Lissau blev student i sommer. Han er nu sprunget ud som iværksætter med hjemmesiden elevpraktik.dk, der parrer virksomheder og skoleelever, som søger et praktiksted. Foto: Mette Mørk
20-årige Julius Lissau blev student sidste år og har kastet sig ud i iværksætteriet med hjemmesiden elevpraktik.dk, som han håber at få gjort landsdækkende.

Vejle: 20-årige Julius Lissau fra Vejle vil gøre det lettere for virksomheder og skolelever at finde hinanden, når eleverne i 8. og 9. klasse skal i erhvervspraktik.

Han har netop lanceret hjemmesiden elevpraktik.dk, hvor skoleelever kan gå på jagt i en skov af annoncer fra virksomheder efter det praktikophold, som bedst matcher deres interesse.

- Mange elever bruger erhvervspraktikken på deres mor eller fars arbejdsplads, fordi de ikke kan finde et praktiksted. Det giver min hjemmeside dem mulighed for, fortæller Julius Lissau, der foreløbigt har opslag fra over 300 virksomheder, som gerne vil have skole-praktikanter.

- Mit første mål var at nå 300 opslag og det er nu nået, så nu skal jeg have sat et nyt mål, fortæller Julius Lissau, hvis forretningsmodel bag elevpraktik.dk bygger på, at kommuner køber sig adgang til hjemmesiden, som dermed bliver tilgængelig for alle kommunens skoleelever.

I kommuner som ikke har indgået aftale med elevpraktik.dk, har skoleeleverne ikke adgang til kontaktoplysninger om de virksomheder, som søger erhvervspraktikanter.

Annonce

Jeg har kontakt til andre kommuner, og jeg får dagligt henvendelser fra skoleelever fra hele landet, som vil have deres kommune til at tilmelde sig, så de også kan bruge siden.

Julius Lissau, iværksætter

Fordelagtig pris

Foreløbig har Julius Lissau sikret en aftale med Vejle Kommune, der har købt sig adgang til hjemmesiden i foreløbig et år med mulighed for forlængelse, og målet er at få flere kommuner til at følge Vejles eksempel.

- Jeg har kontakt til andre kommuner, og jeg får dagligt henvendelser fra skoleelever fra hele landet, som vil have deres kommune til at tilmelde sig, så de også kan bruge siden, fortæller Julius Lissau, der har kastet sig over iværksætteriet efter han sidste sommer blev student fra HHX.

Hvor meget vejle Kommune har betalt for at være den første kommune, der benytter hjemmesiden, ønsker Julius Lissau ikke at oplyse.

- Vejle var den første kommune, der troede på ideen, så de fik en meget fordelagtig pris, siger Julius Lissau.

Allerede, mens han gik i 9. klasse, prøvede kræfter med iværksætteri, da han sammen med tre kammerater oprettede hjemmesiden vægur.dk, der videresendte kunder, som søgte på ordet vægur, til forskellige forhandlere af vægure. Når viderestillingen resulterede i et salg, fik drengene 10 procent af omsætningen.

6000 sidevisninger

- Det var en god ide for både forhandlerne og os, men vi har efterfølgende solgt hjemmesiden, fortæller Julius Lissau.

Han tilføjer, at for virksomhederne på elevpraktik.dk er guleroden blandt andet, at de får deres navn ud til en bred målgruppe og opnår en bedre placering på Google.

- Vi har 6000 sidevisninger om ugen, så det er der en vis værdi i for virksomhederne. Virksomhederne forbedrer desuden deres placering på Google ved at deres virksomhed er nævnt hos os og endelig får de vist, at de tager ansvar ved at tage elever ind. Det er alt sammen noget, de kan bruge i deres markedsføring, fortæller Julius Lissau.

Han har selv tre erhvervspraktikanter, da Vejle Amts Folkeblad besøger den unge virksomhed i Spinderihallerne, hvor Julius Lissau har et skrivebord i den del af stedet, der er reserveret til unge iværksættere.

- Jeg kan jo ikke bede andre om at tage erhvervspraktikanter, hvis jeg ikke også selv gør det, fortæller Julius Lissau.

Da Vejle Amts Folkeblad besøgte den unge virksomhed i Spinderihallerne, var Julius Lissau ved at sætte sine tre erhvervspraktikanter, Adian Weijsenfeld og Janus Bro fra Petersmindeskolen og Emil Dam Jensen fra Bredagerskolen, i sving. Foto: Mette Mørk
Julius Lissau. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce