Annonce
Ikast-Brande

Ung racerkører vandt to ud af tre sejre på Ring Djursland

Sebastian Øgaard havde fart på i bil nummer 19 på Ring Djursland. Foto: Kim Gripping
Sebastian Øgaard fra Ejstrupholm havde en god weekend på Ring Djursland
Annonce

Ejstrupholm: I weekenden var den unge racerkører Sebastian Øgaard fra Ejstrupholm den dominerende faktor, da det danske Formel 4-mesterskab kørte løb på Ring Djursland. Med to sejre af tre mulige på den bakkede bane er Ejstrupholm-køreren aktuelt på tredjepladsen i mesterskabet efter at have siddet over forrige afdeling på Padborg Park.

For blot et år siden fik Sebastian Øgaard sin Formel 4-debut på netop Ring Djursland, så weekendens løb var også en venlig påmindelse om den udvikling, han har været igennem de sidste tolv måneder. Ikke mindst på grund af deltagelsen i det italienske Formel 4-mesterskab for Bhaitech Racing:

- Jeg har lært sindssygt meget! Det er ikke sådan at læringskurven har været lodret, men der skal virkelig arbejdes for at blive konkurrencedygtig i et felt som det italienske. Det er lidt som at skulle deltage i et VM-løb, for det er de bedste Formel 4-kørere fra hele verden, der stiller til start dernede, fortæller Sebastian Øgaard, som endnu har sin første italienske sejr til gode.

- Den kommer nok heller ikke i år. Det tror jeg ikke. Jeg er super glad for at køre for Bhaitech, og de gør alt hvad de kan for at give os kørere de bedste forudsætninger, men vores bil mangler lige det sidste for at vi kan være med i kampen om topplaceringer", tilføjer han.

Som ambitiøs racerkører med mange internationale sejre i bagagen kan en pokalløs sæson godt give lidt ar på selvtilliden, men det er ikke tilfældet for Sebastian Øgaard. 2020 er nemlig et læreår, hvor det primære mål har været at lære om bilen, banerne og hele gamet. Og læring har der været masser af.

- Jeg indstillede mig ret hurtigt på, at der nok ikke var ret mange pokaler i farvandet i den her sæson, og siden jeg accepterede det har jeg haft fuldt fokus på at lære. Det kan jeg også takke Daniel (Lundgaard, Sebastians coach) for - han har været god at have med på sidelinjen, siger han.

Når sæsonen i Italien primært består af læring frem for pokaler, så falder weekendens pokalhøst til gengæld på et tørt sted.

- Motorsport er fedt - og ekstra fedt når man vinder! Det var et par gode løb med nogle sjove kampe, og så er det altid sjovt at være i Danmark og køre race. Der er bedre tid til lige at snakke og have det lidt sjovt. Det er der ikke helt så meget tid til i Italien, siger Sebastian Øgaard.

Allerede i den kommende weekend er han tilbage bag rattet i sin italienske F4-racer. Denne gang på Mugello, der for kort tid siden lagde asfalt til F1-feltets andet italienske Grand Prix i år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give

Minkavler fra Farre: Om lidt bliver her stille, meget stille

Ikast-Brande

Travebanko på søndag

Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

Annonce