Annonce
Egtved

Ung spejder fra Bredsten skal blive klogere i Bosnien-Hercegovina

For 17-årige Martin Elbæk fra Bredsten er det første gang, at han som spejder skal til udlandet. Privatfoto
Sammen med andre danske spejdere skal 17-årige Martin Elbæk tilbringe en uge med ligesindede fra landet på Balkanhalvøen.

Bredsten: Da alle landets børn og unge efter endnu et skoleår i sidste uge kunne gå på sommerferie, var det nok størstedelen, der kunne se frem til at hoppe i badetøjet og nyde ferien på langs sammen med familien. Sådan var det dog ikke for 17-årige Martin Elbæk fra Bredsten.

Mandag hopper han i spejderuniformen og drager sammen med 17 andre danske spejdere til Bosnien-Hercegovina. Turen er et projektlederkursus for spejdere i aldersgruppen 17 år og opefter. Arrangøren er det tværkorpslige projekt Asocio, hvis formål er at skabe spejderudvikling rundt omkring i hele verden.

Annonce

Asocio

  • Asocio et dansk tværkorpsligt projekt, som arbejder med udvikling af spejdere i hele verden.
  • Projektet tilbyder både ledertræning og temabaserede kurser.
  • Med i projektet er KFUM-Spejderne, De Grønne Pigespejdere, Det Danske Spejderkorps, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.
  • Tidligere har Asocio haft projekter i blandt andet Grønland, Bosnien-Hercegovina, Makedonien og Hviderusland.

Kilde: Det Danske Spejderkorps

Ikke vant til Balkan

Udover de 18 danske spejdere deltager ligeledes 18 fra Bosnien-Hercegovina. Sammen skal de lære at skabe og gennemføre projekter med spejdermetoder.

- Vi skal derned, og så skal vi lave en helt masse forskellige projekter selv. Og det gør vi så sammen med de her spejdere fra Bosnien-Hercegovina, fortæller Martin Elbæk om turen.

Den 17-årige spejder fra Bredsten er dog langt fra grøn, hvad angår spejdergerningen, og han har da også sin andel af spejderlejre på samvittigheden, men en udenlandstur i spejder-øjemed er helt nyt for ham. Derfor er forventningerne naturlig også store.

- Mine forventninger er, at det bliver utrolig spændende at lære andre spejdere fra et andet land og en helt anden kultur at kende. Nu er det jo Balkan, så det er ikke lige noget, vi er vant til, siger han.

Udover mødet med en meget anderledes natur og et andet folkeslag med en anderledes spejderbaggrund, har den unge spejder også store forventninger til selve indholdet af kurset.

- Jeg forventer også at lære en hel masse om projektledelse og generelt spejderværdier, som også er en ting, vi går meget op i. Så det bliver nogle fede oplevelser, vi får dernede, siger han.

Det går begge veje

Selvom målet med turen blandt andet er, at de danske spejdere skal gøre en forskel for andre spejdere, så er det lige så vigtigt for den lokale spejder, at det også kommer til at gå den anden vej.

- Det er ikke bare, at vi skal derned og lære dem, hvordan man gør, fordi at vi er bedre. Nej, det går meget begge veje. Så vi skal give lidt fra os, men også lære fra dem om, hvordan man gør i Bosnien, slår han fast.

Ingen af de 18 danske deltagere, som skal en uge til Balkan-halvøen, kendte hinanden i forvejen og mødtes for nyligt for første gang. Så det er altså ikke kun danskere og bosniere imellem, at der måske kan opstå nye relationer.

De danske deltagere kommer fra alle egne af landet, og her i blandt også Bredsten. Martin Elbæk har været spejder i seks år og repræsenterer på turen Det Danske Spejderkorps, mens han ved siden af også er en del af Bredsten Spejderne, Magleby Spejderne samt en gruppe koblet til spejderefterskolen Korinth på Sydfyn, hvor han har gået. Turen til Bosnien-Hercegovina begynder på mandag og varer en uge.

De unge danske spejdere, der tager afsted på mandag, mødte først hinanden for nylig. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce