Annonce
VB

Ung VB'er er kommet på arbejde i Portugal

Tobias Sommer, som fyldte 18 år tilbage i slutningen af december, er nyeste mand i VB's føsteholdstrup, og derfor er der masser af bolde, der skal holdes styr på. Foto: Anders Møllenberg
Tobias Sommer er nyeste mand i Vejle Boldklubs førsteholdstrup og stifter på klubbens træningslejr i Portugal for alvor bekendtskab med livet som voksen-fodboldspiller.
Annonce

Moncarapacho: Tobias Sommer tilhører med egne ord fodboldens arbejderklasse.

Som den nyeste mand i Vejle Boldklubs førsteholdstrup og blandt truppens absolut yngste kender Tobias Sommer udmærket sin plads i spillernes hierarki.

- Det er da altid noget, vi har en golfvogn, når vi skal slæbe bolde, konstaterer han med et smil.

Golfvognen er praktisk, når træningsbanen - som det er tilfældet med den, VB’erne bruger i forbindelse med træningslejren - ligger 400-500 meter fra hotellet.

Men så kører I vel frem og tilbage?

- Nej, det er trænerne, som kører i den, svarer Tobias Sommer.

Annonce

Skal ramme 110 procent hver gang

Tobias Sommer kunne ellers ind imellem godt bruge et lift.

Han er i gang med sine første spæde skridt ind i voksen-fodboldens verden, da det blot er få uger siden, han fik permanent ophold i Vejle Boldklubs bedste trup.

Det skete midt i januar, og det skete umiddelbart efter, at Tobias Sommer og VB indgik en fuldtidsaftale af to et halvt års varighed. Han sagde med omgående virkning farvel til ungdomsfodbolden og tilværelsen i klubbens U19-ligatrup og goddag til træner Constantin Gâlcă og resten af folkene omkring VB’s førstehold. Og samtidig goddag til en langt hårdere fodbold-tilværelse.

- Træningen med førsteholdet er meget hårdere. Måske ikke så meget fysisk, men mentalt er det enormt hårdt i forhold til det, jeg kom fra, siger Tobias Sommer og fortsætter:

- Når man som jeg er helt ny i truppen og gerne vil vise sig godt frem, handler det hver eneste gang om at ramme 110 procent, og det er i hver eneste øvelse. Der er ikke tid til at slappe lidt af, og når vi så træner to gange om dage, så er det mentalt hårdt.

Som veletableret ungdomsspiller behøvede Tobias Sommer ikke stramme vildt an hver eneste gang:

- Så kunne jeg godt af og til tage den med ro og gemme lidt på kræfterne, til der kom en sjovere øvelse. Sådan er der måske nogle af spillerne i førsteholdstruppen, som kan tillade sig at gøre, men jeg kan ikke.

Det hører med, når man tilhører det, Tobias Sommer kalder arbejderklassen i en fodboldtrup.

Annonce

Var endt ved en skillevej

Tobias Sommer kommer fra Haderslev og spillede ungdomsfodbold i Sønderjyske, inden han som U17-spiller rykkede til Vejle.

På det tidspunkt befandt sønderjyderne sig på næstbedste ungdoms-niveau, og da han skiftede, rykkede han fra divisions- til liga-fodbold. Det var dog ikke derfor, han skiftede klub.

- Jeg trængte til noget nyt og til nye øjne på mig som fodboldspiller. Samtidig følte jeg, at jeg stod ved en skillevej i forhold til, om jeg skulle forsøge at gøre fodbold til min levevej, eller jeg bare ville spille for sjov med vennerne, siger han.

I Sønderjyske handlede det ifølge Tobias Sommer meget om fysisk, og da han følte sig godt undervejs fysisk, savnede han det rent fodboldmæssige.

- Jeg håbede, at jeg kunne få det ved at skifte til Vejle, og det fik jeg.

Tobias Sommer kom samtidig med skiftet til VB ind på Vejle Idrætsefterskole, og det betød en hel del mere fodbold, end han var vant til. Han kom til VB som andenårs U17-spiller og fik klubbens tidligere anfører Steffen Kielstrup som træner. Sommer og Kielstrup viste sig som et godt match, og de to fulgtes ad til U19-holdet.

- Jeg fik for første gang en træner, som selv tidligere spillede på højt niveau og ved, hvad der skal til, og hvordan tingene skal gøres. Det hjalp mig meget, siger Tobias Sommer.

Annonce

Konkurrenter og kammerater

I øjeblikket befinder Tobias Sommer sig et godt stykke fra en plads på det, der må betragtes som VB’s idealopstilling.

Favoritpositionen er på den centrale midtbane, og der sidder Jacob Schoop og Ylber Ramadani tungt på pladserne med Thomas Gundelund som første substitut.

Målet er for foråret 2020 er, at Tobias Sommer vil tættere på holdet, og i det projekt kommer han i direkte karambolage med et par af de øvrige unge folk i VB-truppen. Thomas Gundelund er som Tobias Sommer 18 år, og en tredje ung er Lundrim Hetemi.

Tobias Sommer har spillet ungdomsfodbold sammen med både Gundelund og Hetemi, og sidste sæson udgjorde han sammen med Lundrim Hetemi den centrale midtbane på VB’s hold i U19 Ligaen.

Nu er de to - og også Thomas Gundelund - konkurrenter.

- Ja, det er vi vel, men det er også de spillere, jeg hænger mest ud med, og vi forsøger at hjælpe hinanden så godt, som det overhovedet er muligt. For en ny og ung spiller som jeg, er det en kæmpe fordel, at de var her i forvejen, så selv om vi måske konkurrerer om den samme plads, er vi også kammerater, siger Tobias Sommer.

Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce