Annonce
Erhverv

Unge ledige cykler til Frankrig for at komme ind på arbejdsmarkedet

De 12 unge med hjælpere og mentorer tog mandag hul på første etape af en 1500 kilometer lang cykeltur, der ender på toppen af Alpe d'Huez. Privatfoto

12 unge ledige vejlensere tog mandag hul på 1500 kilometer lang cykeltur, der skal bringe dem op på toppen af Alpe d'Huez - og tættere på et job.

Vejle: 12 unge vejlensere tog i denne uge hul på en 1500 kilometer lang cykeltur, som skal bringe dem op på toppen af legendariske Alpe d'Huez - og tættere på arbejdsmarkedet.

De 12 unge er en del af projektet CP18 - Unge på vej.

Projektet, der er forankret i Jobcenter Vejle, er for sårbare og udsatte unge ledige, der som en del af projektet forpligter sig til at deltage i et fem måneder langt træningsforløb og til at komme i virksomhedspraktik hos lokale virksomheder, som sponsorerer cykel og cykeltøj til de unge.

Formand for arbejdsmarkedsudvalget Anja Daugaard (LA) cyklede med de unge et stykke af vejen, da de tog hul på den første etape.

- Jeg cyklede med dem til grænsen - kommunegrænsen. Jeg må sige, at jeg er fuld af beundring for de unge, der har taget imod den her udfordring. Nogle af dem har ikke cyklet i mange år, så det har været en forholdsvis stejl indlæringskurve for dem og det må man tage hatten af for. Det var også dejligt at se så mange pårørende og repræsentanter for praktikstederne, som var til stede for at sende de unge af sted, fortæller Anja Daugaard, der leger med tanken om at køre med helt til den dansk-tyske grænse med næste års hold.

Det er planen, at de unge vejlensere lander på toppen af Alpe d'Huez om 10 dage.

Første stop vejen bliver tyske Tarp syd for Flensborg, hvor de har den første overnatning.

De unges cykeltur kan følges på Facebook, hvor de jævnligt opdaterer om turen ned gennem Europa.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce