Annonce
Egtved

Vælgernes dom: Bredsten mangler boliger og børn

Der blev talt om alt fra fortorve og cykelstier til Vejle Ådal og en eventuel ny motorvej, da vælgere og kandidater mødtes i Bredsten onsdag aften. Foto: Søren E. Alwan

Kandidater og vælgere mødtes onsdag aften for at diskutere Bredstens udvikling og fremtid forud for kommunalvalget 21. november.

Bredsten: Bredstens udvikling de kommende 10 år. Sådan lød overskriften på det vælgermøde, der fandt sted på Bredsten-Gadbjerg Skole i Bredsten onsdag aften.

Det brede tema indbød til diskussioner om både stort og småt mellem de cirka 15 fremmødte borgere og de otte byrådskandidater: Gitte Frederiksen (V), Britta Bitsch (SF), Martin Fogh Skovlyst (LA), Morten Skovlund (S), Svend Erik Nielsen (DF), Karl Erik Lund (DF) samt Charlotte Faber Stech Mortensen (V).

Foreningen Bredsten i Udvikling, der stod bag mødet, havde håbet på en større tilslutning, men det overskuelige deltagertal gav til gengæld borgerne masser af tid til at tale med politikerne og indvie dem i deres syn på byen. Særligt to ønsker gik igen i snakken om, hvad der skal til for at sikre Bredstens udvikling i fremtiden: Flere boliger og flere børn.

Rikke Raun, der er aktiv i menighedsrådet og Bredsten IF, kunne fortælle, at børnetallet går i den gale retning.

- Vi har et faldende børnetal. I øjeblikket er der kun 10 børn, der ikke er fyldt ét år. Jeg har en søn på 11 år, og da han gik i børnehave her i byen, gik der 100 børn i institutionen, og nu er der 32, fortalte hun.

Annonce

Det sagde kandidaterne

Svend Erik Nielsen (DF): Jeg kan høre på debatten i aften, at der er 30-40 børn for lidt i byen. Det er en forudsætning for byens videre udvikling, at der kommer nye borgere til, og jeg kan høre, at vi skal have mere fart på de byggegrunde. Gitte Frederiksen (V): Jeg tror virkelig på, der kommer stor vækst i området i de kommende år. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde nogle pæne skilte og fortorve og måske en byport, så tingene generelt står flot i byen.

Charlotte Faber Stech Mortensen (V): Udviklingen er allerede i gang herude, vi skal bare have fat i flere børnefamilier, og jeg tror nye udstykninger vil hjælpe.

Britta Bitsch (SF): Vi skal se mere på, hvad landsbyklyngerne kan gøre sammen, og hvordan vi fordeler ressourcerne til dem i forhold til centerbyerne. Sådan nogle "midt imellem-byer" som Bredsten skal også have opmærksomhed.

Gerda Hagemann Pedersen (DF): Jeg vil ikke sige noget om, hvor Bredsten skal være om 10 år. Det er en udvikling, der skal ske nedefra, fra byen selv. Den skal ikke komme ved, at vi sidder i byrådet og bestemmer, hvad Bredsten har brug for.

Karl Erik Lund (DF): Jeg har set, hvilken mad min mor fik serveret fra kommunen. Ikke engang hunden ville æde det. Jeg går ind for, at de ældre skal have frisk mad, om de er hjemme eller ej.

Martin Fogh Skovlyst (LA): Jeg har set, hvor godt lokalråd, forældrebestyrelser og lignende kan fungere, og jeg mener, vi skal lægge flere beslutninger ud til dem. Det er ikke alle beslutninger, der skal tages inde i Vejle.

Morten Skovlund (S): Jeg kunne godt tænke mig, at Vejle Kommune bliver en ungdomshovedstad, hvor der er fokus på hele ungdomslivet og ikke kun uddannelse. Det er mit hjerteblod, for som UU-vejleder ser jeg mange unge, der mistrives.

Der blev talt om alt fra fortorve og cykelstier til Vejle Ådal og en eventuel ny motorvej, da vælgere og kandidater mødtes i Bredsten onsdag aften. Foto: Søren E. Alwan

Flere byggegrunde og lejeboliger

Vælgermødet foregik ikke som den klassiske paneldebat, men derimod ved at de otte kandidater cirkulerede blandt bordene. Her blev der blandt andet talt om, hvordan man kan trække flere børnefamilier til byen.

En løsning kunne ifølge mange af de fremmødte Bredsten-borgere være at udbyde flere byggegrunde i området, fordi de huse, der allerede er til salg, ikke lever op til kravene fra nutidens unge børnefamilier.

- Det er som om, kommunen hellere vil købe jord i Jelling eller i Børkop, men vi mangler virkelig boliger i Bredsten, fastslog Bent Andersen, der har boet i byen i over 40 år.

Boligmanglen begrænser sig ikke kun til byggegrunde til de unge. Der mangler også gode lejeboliger, som ifølge Bent Andersen er meget svære at opdrive i byen.

- Vi mangler særligt lejeboliger til de ældre, som ikke kan være i deres huse mere. Vi har selv sammensat en venteliste, og der står allerede 23 på, fortalte han, mens hans naboer om bordet nikkede samtykkende, og politikerne noterede flittigt ned.

Ældrepleje og fremtiden for Give Sygehus var noget af det, der lå særligt den ældre generation meget på sinde under onsdagens møde. Foto: Søren E. Alwan

Et godt sted at blive gammel

Debatten handlede ikke kun, hvor der er plads til forbedring, men også om alt det, der allerede nu gør Bredsten til et rigtig godt sted at kalde hjem. En god skole, et aktivt foreningsliv og et stærkt sammenhold.

- Bredsten er et rigtig godt sted at blive gammel. Der er så mange aktiviteter og så mange steder af gå hen. Der er faktisk noget at lave hver eneste dag, hvis man har lyst til det, påpegede Dagmar Andersen.

Gitte Frederiksen (V), der selv bor i Bredsten, fortalte om byens udvikling gennem den seneste valgperiode. Foto: Søren E. Alwan
Britta Bitsch (anden fra højre), Karl Erik Lund og de øvrige kandidater både fortalte om deres egne synspunkter og tog imod input fra de fremmødte. Foto: Søren E. Alwan
Det er første gang Martin Fogh Skovlyst fra Vandel stiller op. Han har tidligere været aktiv i Venstre, men kan findes på Liberal Alliances liste 21. november. Foto: Søren E. Alwan
Anders Petersen, formand for Bredsten i Udvikling, advokerede for, at Bredsten skal tages i betragtning som centerby og derved få mere kommunal støtte til eksempelvis gadebelysning og vedligholdelse af grønne arealer. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
VB

Montiels lynscoring sendte VB på sejrskurs

Annonce