Annonce
Biler

Værkstedskæde af uafhængige mekanikere vil også reparere elbiler

Mekanikerne på E Plus værkstederne skal efteruddannes i at kunne reparere de mange elbiler, som kommer på markedet. Kæden forventer at få adgang til data fra bilproducenterne. Foto: Automester
Automester-kæden sigter efter de autoriserede forhandlere med en stribe Automester E Plus-værksteder, der er en overbygning på de kendte værksteder. De byder blandt andet på service- og reparationsaftaler, hente-bringe-ordning og reparation af hybrid- og elbiler.

De autoriserede mærkeværksteder skal ikke have patent på at tilbyde en række servicer som online-booking af tid, service- og reparationsaftaler, dækhotel med hjulopbevaring samt hente- og bringeservice.

Så nu gearer Automester-kæden op med en overbygning, som hedder Automester E Plus og foreløbig omfatter 60 ud af de 420 værksteder, der er i dag, og som er fordelt ud over landet. Her tilbydes også service og reparation af el-, hybrid-, og plug-in-hybrid-biler, ligesom kunderne kan få vejledning i bæredygtig kørsel samt miljøforbedringer på deres benzin- eller dieselbil.

I forvejen har visse Automester en række ydelser som for eksempel en fordelsklub med rabatter og forskellige former for leje- eller lånebiler. Her vil man nu også kunne låne el- og hybridbiler.

Automester E Plus-værkstederne, der markedsfører sig med et grønt logo, vil også med tiden investere i ladestandere, så de elektriske biler kan lades op her.

Automester

Blev grundlagt i 1993. Er med 420 mærkeuafhængige værksteder Danmarks største værkstedskæde. I alt 1100 mekanikere er beskæftiget i kæden, som servicerer 250.000 kunder og foretager alle former for service, reparationer og karrosseri/skadesarbejde.

Fra 2019 udvides konceptet med Automester E Plus, der investerer yderigere i bæredygtighed, digitalisering og convenience for forbrugerne. Der er foreløbig 60 Automester E Plus-værksteder og udsigt til 20 mere.

De omfatter online-booking, service- og reparationsaftaler, adgang til fordelsklub, hvor man optjener fem procent i bonus på værkstedsregninger plus tilbud og fordele, vejledning omkring bæredygtig kørsel og miljøforbedringer på din benzin- og dieselbil, service og reparation af el- og hybridbiler, hente-bringe-service og hjulopbevaring (dækhotel).

Vil udbrede biler med el

Tommy Stuckert, som er kædechef hos Automester, forklarer baggrunden for det nye tiltag.

- Vi vil gerne være med til at udbrede infrastrukturen for el- og hybridbiler i Danmark og give folk mulighed for, at de kan få de biler repareret hos os. Samtidig får bilejerne convenience ved, at de kan bestille tid til service for reparationer på nettet eller få rabat med en fordelsklub, siger han.

I en tid, hvor der kommer mange nye og avancerede el- og hybridbiler på markedet, kræver det stor teknisk knowhow at følge trop. Det mener Tommy Stuckert dog ikke bliver noget problem. Automester har oprettet et akademi, som løbende uddanner og efteruddanner de teknikere, som skal være eksperter i de elektriske biler.

Bilfabrikker og importører strammer dog i disse år grebet om de data, som flyder fra og til elbiler, hvor software betyder stadig mere end hardware. EU og en række brancheorganisationer arbejder dog på, at bilproducenterne skal åbne for disse data, ligesom det skete i den såkaldte Nissan-sag fra 2003, hvor bilproducenterne blev pålagt at åbne for reparationshåndbøger og manualer, så også ikke-autoriserede værksteder kunne lave service, og hvor servicebogen kunne stemples, såfremt at fabrikkens foreskrifter er fulgt.

- På samme måde forventer vi, at der bliver fri adgang til data til gavn for forbrugerne og den frie konkurrence, siger Tommy Stuckert.

Bæredygtighed skal frem

Kæden vil også gøre meget ud af fortælle om bæredygtighed. Det sker for eksempel med anvisninger for, hvordan man kan spare på brændstoffet ved at skifte gear på de rigtige tidspunkter. Men også rent tekniske forbedringer, som at være ekstra opmærksom på, at man kan spare brændstof ved optimering af motoren med additiver, ved at have det korrekte dæktryk eller sporing af bilen for at undgå skæve dæk og dermed større forbrug, kommer i højsædet.

Automester E Plus-værkstederne vil også påpege, at man håndterer miljøfarligt affald korrekt. Det gælder 60.000 dæk, som hvert år bliver genbrugt eller brugt som granulat på kunstgræsbaner eller som underlag på legepladser, mens to tredjedele af de 240.000 liter motorolie, som skiftes hvert år, anvendes til ny motorolie, mens resten genbruges i asfaltproduktionen eller bruges til brændsel. Fra 135.000 oliefiltre fjernes tungmetaller, før resten bliver til el- og fjernvarme. Denne type anvendelse sker dog for hele branchen og ikke kun hos Automester.

Men kæden vil gerne slå et slag for, at man tænker miljøvenligt hele vejen.

- Vi vil gerne fortælle, at vi er ansvarlige over for miljøet. Det er en stor miljøpåvirkning, vi er med til at fjerne, og det hører alt sammen med til at arbejde bæredygtigt, når vores værksteder servicerer den danske bilpark, siger Tommy Stuckert, som peger på, at Automester i fremtiden vil investere i andre miljøtiltag.

Automester E Plus-værkstederne vil satse på en række ting, som skal gøre hverdagen lettere for kunderne. F.eks. booking af værkstedstider på nettet. Foto: Automester
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny S-formand udfordrede Mette Frederiksen

Mest læste

Annonce