Annonce
Hedensted

Værtshus-rotte var ikke en enlig svale: Kommunen får flere anmeldelser

Det er højsæson for rotter lige nu, og særligt Tørring er ramt af det sygdomsbærende skadedyr. Arkivfoto
Hedensted Kommune har modtaget et stigende antal skadedyrsanmeldelser i Tørring den seneste tid. Kombinationen af gravearbejde, årstiden og gamle kloakrør får rotterne frem i byen.

Tørring: At det sene efterår og vinteren er højsæson for rotteanmeldelser, er vist ingen hemmelighed, men i år har der alligevel været lidt mere aktivitet i Tørring end vanligt. Særligt på Bredgade er der problemer.

Det fortæller biolog Maria Sørensen fra Hedensted Kommune. Hun har alene på Bredgade modtaget omkring en håndfuld anmeldelser om rotter de seneste måneder, heriblandt en anmeldelse fra Åstuen, der har holdt værtshuset lukket i seks uger.

Værtshuset er som bekendt åbent igen, men alligevel opfordrer Maria Sørensen til, at man, hvis man bor i området, sørger for at være ekstra opmærksom på tegn efter rotter, der med de tætbyggede hus nemt kan færdes mellem bygningerne.

- Antallet af anmeldelser er lidt ud over det sædvanlige, men ikke som sådan alarmerende. Rotterne dukker op, når der er brud på kloaksystemerne, og dem har der været en del af. Ikke på hovedledningen, men på stikledningerne inde på folks private grunde, lyder det fra Maria Sørensen.

Annonce

Imod forandringer

Hun forklarer, at kloaksystemet på Bredgade i Tørring er af ældre dato, hvilket giver større risiko for brud. Samtidig er man igang med et vejarbejde, der forstyrrer rotterne, som ellers normalt holder sig i hovedkloakken.

- Rotter kan ikke lide forandringer, så når vi begynder at rode i jorden, trækker de ud i stikledningerne og kommer op på overfladen, hvis der er mulighed for det. Hedensted Spildevand gør selvfølgelig en forebyggende indsats med at bekæmpe rotterne i hovedkloakken, men ude i stikledningerne på folks private grunde er det den enkelte husejers pligt at vedligeholde sin kloak, lyder det fra Maria Sørensen.

Hun opfordrer derfor til, at man som grundejer skænker sin kloak en tanke fra tid til anden.

- Der ligger mange kilometer privat ledning, som de færreste tænker over er der, før der kommer spor efter rotter, eller man på anden vis får problemer med kloakken. Det kan jeg sagtens forstå, da det jo ikke er særligt spændende at investere sine penge i noget, der ligger gemt under jorden, men det er altså vigtigt at have kendskab til sin kloaks tilstand og f.eks. sætte nogle rottespærrer op i den, fortæller Maria Sørensen og forsætter:

- Samtidig er det vigtigt at melde ind, lige så snart, man har mistanke om rotter. Hvis man oplever underlige huller i fortovet, ved nedløbsrør, noget, der gnaver i bagdøren eller lignende, så meld det ind, for jo hurtigere vi får en bekæmpelse i gang, jo hurtigere får vi bugt med problemet, lyder det fra Maria Sørensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce