x
Annonce
Hedensted

V-politiker: Hedensted-Løsning skal have et helt nyt gymnasium

Peter Sebastian Petersen (V) har i mange år gået med tanken om at skabe et gymnasium i Hedensted. Arkivfoto: Mette Mørk
Peter Sebastian Petersen, byrådsmedlem for Venstre, foreslår at bygge et helt nyt gymnasium i Hedensted-Løsning-området. - Gymnasierne i Vejle har for mange elever, Hedensted-Løsning-området vokser, og et gymnasium her vil også kunne hjælpe elever fra Juelsminde-halvøen, mener lokalpolitikeren.

Hedensted/Løsning: V-politikeren Peter Sebastian Petersen smider nu et nyt forslag ind på uddannelsesområdet. Han foreslår nemlig at bygge et helt nyt alment gymnasium et sted mellem Hedensted og Løsning.

- Kigger man på Hedensted og Løsnings størrelse er området den 61. største by i landet. Mange byer, der er mindre end Hedensted-Løsning, har et gymnasium, eksempelvis Hadsten, Aars og Tørring. Derfor mener jeg, området godt kan bære et gymnasium, siger Peter Sebastian Petersen.

Når han skyder ideen af sted nu, skyldes det, at dele uddannelsesområdet er under forandring. I løbet af de næste to år skal Hedensted Kommune have sit eget FGU-tilbud, en uddannelse for unge, der har brug for et andet tilbud efter folkeskolen istedet for de gængse ungdomsuddannelser. Hedensted har også fået en automationsuddannelse.

- Der er planer om at skabe et erhvervscampus i byen, og det vil være rigtig fint, hvis man kunne have en afdeling af social- og sundhedsskolen eller andre erhvervsuddannelser sammen med, men jeg tror, at et gymnasium er nøglen til at få økonomien til at hænge sammen. Så de fleste unge tager stadig alment gymnasium, selvom der er fokus på at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, siger Peter Sebastian Petersen.

Annonce
Jeg tror, vi kan gøre det bedre her i Hedensted-Løsning, end i Horsens og Vejle.

Peter Sebastian Petersen (V)

Mindre transporttid

Han peger på, at gymnasierne i Vejle, hvor de fleste fra Hedensted og Løsning tager hen, har vokset sig meget store de seneste år og fortsat vil vokse, fordi Vejle vækster.

- Et gymnasium i Hedensted vil samtidigt være en fordel for unge på Juelsminde-halvøen. Det er stadigvæk sådan, at eleverne har en lang transporttid, som ikke nødvendigvis passer med ringetiderne. Hvis vi får et gymnasium i Hedensted, vil vi kunne oprette busruter fra Juelsminde-halvøen, der er skabt til eleverne, forklarer Peter Sebastian Petersen, der selv i sin tid måtte tage bussen fra As til Horsens for at få sin studenterhue.

Han mener, at det realistisk med et gymnasium på ca. seks.-syv klasser pr. årgang.

- Tendensen går i retning af, at de unge netop vælger gymnasier i de større byer til og de mindre byer fra. Vil det ikke være sådan for et gymnasium i Hedensted?

- Det vil sikkert være nogle fag, som ikke kan tilbydes, men for de fleste, tror jeg, at det lokale og rimeligt overskuelige gymnasium vil være at foretrække. Eleverne får mindre transporttid, og ud fra de unges personlige udvikling eller pædagogiske argumenter er der, for mig at se, ikke noget, der taler for de meget store gymnasier, argumenterer Peter Sebastian Petersen.

Vil ikke påvirke Tørring

Han mener heller ikke, at et gymnasium i Hedensted vil gå ud over Tørring Gymnasium.

Tørring Gymnasium oplyser, at de i øjeblikket har fem elever med adresse i postdistrikt 8722 Hedensted og 20 elever med adresse i postdistrikt 8723 Løsning, heraf syv fra Øster Snede, fire fra Kragelund, to fra Merring og en fra Kollerup. I alt er der 394 elver i år.

- Tørring Gymnasiums elever kommer fra Tørring, Brædstrup, Give og Jelling. Men man kunne sagtens forestille sig, at et gymnasium i Hedensted/Løsning får fælles ledelse med Tørring, forklarer Peter Sebastian Petersen.

Selve oprettelsen, er V-politikeren med på, vil kræve et stort arbejde. Gymnasier er selvejende institutioner, som selv står for etableringen. Man skal søge Undervisningsministeriet om tilladelse og have en godkendelse af regionen. Peter Sebastian Petersen ser heller intet i vejen for, at gymnasiet i Horsens eller Vejle vil kunne lave en satellit i Hedensted. Gymnasiet vil kunne opføres i tilknytning til Hedensted Centeret, hvor der i forvejen er idrætsfaciliteter. Og så mener Peter Sebastian Petersen, et gymnasium vil styrke bosætningen.

- Der er prestige i at have et gymnasium, som vil kunne tiltrække endnu flere familier. Jeg tror, Hedensted og Løsning har potentiale til endnu mere vækst end det, vi allerede ser, siger Peter Sebastian Petersen, der nu vil forsøge at skabe opbakning i byrådet og lokalt til sin idé.

- Det kan godt være, det er urealistisk, men der er mange ting i vores kommune, der har været urealistiske, som alligevel er blevet en succes, så det skal undersøges.

Ungdomsuddannelser

Når elever er færdige med folkeskolen efter 9. eller 10. klasse, har de følgende ungdomsuddannelser at vælge imellem.

STX - Alment gymnasium

HTX - Teknisk gymnasium

HHX - Handelsskolen

EUD/EUX - Erhvervsuddannelser med mulighed for tilvalg af en studentereksamen

HF - Almen gymnasial uddannelse

FGU - Forberedende grunduddannelse

Tal om byer og unge

De største byer i Hedensted Kommune er:

Hedensted/Løsning: 11.896

Juelsminde: 4023

Tørring: 2765

I 2019 afsluttede 659 elever grundskolen i Hedensted Kommune. De søgte ind på følgende ungdomsuddannelser.

STX: 33,8 pct.

EUD: 28,5 pct.

HHX: 16,5 pct.

FGU: 5,8 pct.

HTX: 5,2 pct.

HF: 5 pct.

Andet 5,2 pct.

Kilde: Danmarks Statistik og Hedensted Kommune

Selvom kommunen i forvejen har et gymnasium i Tørring, mener Peter Sebastian Petersen ikke, et gymnasium i Hedensted/Løsning vil være en konkurrent. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Annonce