Annonce
Hedensted

Valgdebat på As Friskole: Socialdemokratiet vil skære i tilskuddet til friskoler

- Det er rigtigt, at vores parti ser på, om tilskuddet til friskoler skal sættes lidt ned, sagde Daniel Toft Jakobsen (S) og erkendte, at han nok var på udebane på As Friskole. På taburetten bag ham ses hans politiske modstander Troels Lund Poulsen (V), der ikke vil sænke tilskuddet. Foto: Michael Svenningsen
Størrelsen på tilskuddet til friskoler var til debat, da Daniel Toft Jakobsen (S) og Troels Lund Poulsen (V) besøgte As Friskole.
Annonce

As: Folketingsmedlemmerne Daniel Toft Jakobsen (S) og Troels Lund Poulsen (V) mødte onsdag op til valgdebat i As Friskoles gymnastiksal, hvor personale, forældre og elever var samlet.

Begge politikere er fra Hedensted-kredsen, men alligevel befandt den ene sig på udebane netop denne dag.

Baggrunden for invitationen var nemlig Socialdemokratiets forslag om at sætte tilskuddet til friskoler ned fra 76 procent til 71 procent.

Skoleleder Søren Suurballe havde hørt det omtalt som et forsøg på at slå friskoler ihjel.

- Jeg tænkte, det må vi da være lige høre lidt mere om, sagde han.

Bolden var givet op, og Daniel Toft Jakobsen fik i sin åbningsreplik sagt noget, der blev et lille mantra gennem resten af debatten.

- Jeg har absolut intet imod friskoler.

Vi vil gerne være med til at se på, hvad vi kan gøre for folkeskolerne, men det skal ikke ske på den bekostning, at man giver friskolerne en olfert.

Troels Lund Poulsen (V)

Annonce

S vil skære

Alligevel vil hans parti ”sætte friskolens ting ned”, som skoleeleven Julie Jepsen formulerede det i et spørgsmål, og socialdemokraten forklarede det med, at resten af uddannelsessystemet har sparet to procent de seneste år, mens tilskuddet til friskoler er blevet hævet.

- Der skal være balance i tingene, sagde Daniel Toft Jakobsen.

Han mener, at ubalancen er forkert, fordi udviklingen i forvejen er, at færre vælger folkeskolen. Et scenarie, hvor en tredjedel af landets skolebørn går i friskole, vil han være ked af.

- Der vil være et mønster for, hvem der sidder tilbage i folkeskolen, sagde han og lod forstå, at det ville være børn fra lavere sociale lag.

Annonce

V vil ikke være med

Troels Lund Poulsen (V), der har bragt sagen frem i sin valgkamp, ser intet galt i at støtte friskoler med den nuværende sats.

I gymnastiksalen slog han flere gange på, at Socialdemokratiets forslag vil få dårlige konsekvenser for friskoler i hele landet. I As Friskoles tilfælde vil tilskuddet mindskes med 383.232 kroner.

- Det er en sjov måde at vise kærlighed til friskoler på. Det får betydning. Man kan ikke bare finde de penge ud af ingenting, sagde han.

Beskæftigelsesministeren var hurtig til at afvise sin modstanders tanke om, at man måske kunne lave en tilskudsmodel ud fra demografiske kriterier.

Han garanterede desuden, at Socialdemokratiets forslag ikke vil få Venstres opbakning uanset situationen efter valget.

- Vi kommer ikke til at støtte det der. Det kan I være helt trygge ved, sagde han.

Tilskuddet

  • Tilskuddet til friskoler, den såkaldte koblingsprocent, var i mange år på 75 pct.
  • Den borgerlige regering begyndte at sænke det i 2011, så det i 2014 og 2015 var nede på 71 pct.
  • Derefter satte den borgerlige regering det gradvist op, så det i 2018 kom op på 76 pct.
  • Socialdemokratiet foreslår, at det sænkes til 71 pct.
Annonce

Elever med spørgelyst

Som debatten skred frem fik flere elever mod på at markere og stille spørgsmål.

- Hvordan vil fremtiden se ud med et tilskud på 71 procent, spurgte en, og Troels Lund Poulsen svarede blandt andet, at nogle friskoler ville få økonomiske udfordringer.

- Når flere rykker til friskoler, skulle man så ikke se på hvorfor, spurgte en anden, og Daniel Toft Jakobsen svarede ”jo”, men argumenterede ikke desto mindre for, at friskoler skal spare ligesom resten af uddannelsesområdet.

Enigheden indfandt sig aldrig, men parterne var ikke længere fra hinanden end, at debatmødet kunne sluttes af som det begyndte – med fælles sang.

Julie Jepsen, 6. klasse, er utilfreds med, at friskoler måske skal til at spare på udflugter, hvis Socialdemoktratiets forslag vedtages. Efter debatten fik hun en kort snak med Daniel Toft Jakobsen. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Annonce