Annonce
Vejle

Valgkaos: S-formand trak sig i protest mod valg af kritiker

Britt Kristensen blev genvalgt som formand for Vejles socialdemokratiske partiforening i aftes - men trak sig umiddelbart efter. Arkivfoto: Mette Mørk

Socialdemokratiets lokale generalforsamling endte i kaos, da man nåede til valgene - nu skal medlemmerne mødes igen.

Vejle: Bestyrelsesvalget i Vejles socialdemokratiske partiforening endte mandag aften i kaos.

Da stemmerne var talt op, viste det sig, at de fremmødte havde stemt John Juhler ind i bestyrelsen. Som konsekvens meddelte den netop genvalgte formand, Britt Kristensen, at hun trak sig:

- Jeg kan ikke sidde i bestyrelse med John Juhler efter det, vi oplevede sidste år. Her var han blandt de bestyrelsesmedlemmer, der ville vælte mig, forklarede Britt Kristensen Vejle Amts Folkeblad efter generalforsamlingen.

Annonce

Jeg ser ikke partiforeningen som splittet. Det handler om en lille gruppe.

Eks-formand Britt Kristensen (S)

Tre fulgte formand ud

Britt Kristensen var ikke alene om at trække sig. Finn Sølvdal og Willy Preben Kristensen valgte sammen med suppleant Anna-Lise Herlev at følge formanden. I den situation besluttede dirigent Dan Skjerning at suspendere generalforsamlingen.

- Klokken var så mange, at vi ikke kunne nå at gennemføre en ny valghandling, forklarede Dan Skjerning med henvisning til, at Bygningen, hvor generalforsamlingen blev holdt, lukker klokken 22.

Derfor må partiforeningens medlemmer indstille sig på at mødes igen - mere præcist 4. marts. Samme dag holder den socialdemokratiske Vejle Kreds Syd generalforsamling, men inden genoptager Vejle Partiforening den afbrudte generalforsamling.

Valgte er valgt

Ifølge Dan Skjerning er valgresultatet til bestyrelsen ikke annulleret. De medlemmer, der blev valgt mandag aften, er fortsat valgt:

- Men da der skal vælges en ny formand, er vi nødt til at starte forfra på punktet valg. Det er jo muligt, at et af de medlemmer, der blev valgt til bestyrelsen, efter at formanden var valgt, nu ønsker at stille op til formandsvalget i stedet. I den situation skal vi have valgt en afløser til bestyrelsen udover, at der jo er ledige pladser, fordi andre har trukket sig, forklarede dirigenten.

Satsede på fred

Inden den velbesøgte generalforsamling nåede til valghandlingen, var alt ganske fredeligt ifølge avisens kilder. Formand Britt Kristensen undlod at nævne sidste forårs splittelse i bestyrelsen, da hun aflagde beretning:

- Det var helt bevidst. Vi står overfor en valgkamp til Folketinget. Derfor tænkte jeg, at det var bedre at få ro på og sikre sammenholdet i partiforeningen, forklarede Britt Kristensen, der nåede at sidde på formandsposten i to år.

Strategien lykkedes, indtil man nåede bestyrelsesvalget. Her var ni medlemmer klar til at stille op - blandt dem John Juhler, der sidste år forlod bestyrelsen i protest mod formanden. Inden havde han sammen med tre bestyrelseskolleger stillet mistillidsvotum til Britt Kristensen, men formanden nægtede at gå og opfordrede i stedet kritikkerne til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

Ulmende strid

Den kom aldrig - men tilsyneladende har striden ulmet under overfladen. Konflikten havde udgangspunkt i valget af ny folketingskandidat. Kort fortalt var betyrelsen splittet i spørgsmålet om den afgørende dato for indmeldelse i partiforeningen. En række medlemmer, der havde meldt sig ind i partiforeningen efter opstillingsmødet den 23. maj sidste år, blev afvist som stemmeberettigede. Den beslutning udløste striden der endte med det mislykkede mistillidsvotum:

Nu er formanden gået - og hun stiller ikke op igen:

- Det er lidt for hårdt, lyder Britt Kristensens forklaring.

Umiddelbart burde John Juhlers beslutning om at stille op ikke komme bag på formanden. Allerede i forsommeren meddelte han, at han gerne ville tilbage i bestyrelsesarbejdet. John Juhler ønskede her til formiddag ikke at kommentere sagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce