Annonce
Fredericia

Var med til at donere 13 millioner kroner til Røde Kors: En historisk frivillig er gået bort

Margit Rossing fra Skærbæk har udover sit frivillige arbejde hos Røde Kors også været kontorassistent på Skærbækværktet og sekretær på Skærbæk Skole. Arkivfoto: Thomas Kvist Christiansen
74 år nåede Margit Rossing at være frivillig hos Røde Kors, inden hun mandag døde 88 år gammel. Det var også gennem organisationen, at hun fandt sin ægtemand.

Skærbæk: Mandag døde Margit Rossing fra Skærbæk 88 år gammel.

Margit Rossen opvoksede i Kolding, inden hun senere flyttede til Skærbæk. Hun fuldførte en kontoruddannelse og fik arbejde som kontorassistent på Skærbækværket, hvor hun var i 13 år. Senere blev hun sekretær på Skærbæk Skole.

En stor del af Margit Rossings liv var dedikeret til at arbejde for Røde Kors, hvor hun var frivillig i mere end 74 år.

Hendes engagement i organisationen begyndte allerede, da hun var 13 år gammel. Hun blev samarit og siden kasserer i Fredericia-afdelingen. Desuden har hun gennem årene blandt andet været med til at lave aktiviteter for forældreløse børn og udsatte familier. Det var også Margit Rossing, der fandt genbrugsbutikkens lokaler på Fuglsangs Allé, hvor Røde Kors flyttede ind for syv år siden.

- Margits engagement i Røde Kors handler om ordentlighed, dedikation og kærlighed, skriver Røde Kors i et mindeord om Margit Rossing.

Annonce

Donerede 13 millioner

Det var gennem Røde Kors, at Margit Rossing fandt sin senere ægtemand. Der var i 1949 ved en Røde Kors-fest i Kolding, og frivillige fra Fredericia var også inviteret. Det var her, hun mødte Harry. Ham var hun gift med indtil 1973, hvor han gik bort.

I 2014 modtog Margit Rossing som den første i Danmark Røde Kors Hæderstegnet, som er et hæderstegn blåstemplet af Kongehuset. Det er den højeste udmærkelse og den fineste af Røde Kors’ mulige hæderstegn. Hun modtog æren som et symbol på 70-års frivilligt virke.

Året efter donerede hun sammen med formanden for Røde Kors i Sønderborg 13 millioner til organisationens arbejde. Pengene gik til indsatsen mod ensomhed i Danmark samt en kirurgisk enhed, der blandt andet har været i Syrien.

- Margit Rossing vil blive savnet som et enestående og dedikeret menneske og som frivillig i Røde Kors. Røde Kors står tilbage i grænseløs taknemmelighed. Æret være hendes minde, slutter Røde Kors deres mindeord.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce