Vejle: Onsdag i denne uge meddelte politiet i Vejle, at tålmodigheden med unge, der spiller høj musik i det fri, er ved at slippe op.
- Vi begynder at nå til et punkt, hvor vi må køre en nul-tolerance over for den høje musik, sagde politikommissær Jesper Duus til Vejle Amts Folkeblad.
Men lytter de unge i stedet til folkestemningen blandt vejlenserne på Facebook, skal de bare give volumen-knappen et drej til maks.
Langt de fleste af de 126, der i skrivende stund har kommenteret avisens artikel, giver nemlig deres opbakning til de unge, der blandt andet spiller høj musik på Kajakøen i Vejle Havn.
"Bare gi' den gas, unge mennesker. De gamle røvhuller må bare tage noget hø i ørerne. Partytime. I er kun unge nu!" skriver eksempelvis Henrik Lomholt.
"Selvfølgelig skal de unge gi den gas, med ret til at blive smidt væk. Ganske, som da vi andre var unge. Fyr den af," skriver Michael Kragelund i kommentar-feltet.
Bliver ked af det på de unges vegne
"Øv, bliver så ked af det på de unges vegne. Der er ikke plads til de unge i Vejle, alt lukkes, ellers osse får de forbud," skriver Pia Denise Hansen.
Samme spor følger Amani Naja Kawash i sit opslag, hvor hun skriver:
"Det er sgu sørgeligt at være ung i dag, man havde en større forståelse for ungdommen før i tiden. Derudover havde de unge flere muligheder og tilbud på steder, de kunne være i. Alt er skåret væk i Vejle, men det har man ingen forståelse for. I stedet for konstant at begrænse de unge, så kom med nogle fede løsninger for dem. Giv Vejle Kommune skylden, ikke de unge, som er blevet frataget mulighederne."
Lars Therkelsen tager også de unges parti og benytter samtidig lejligheden til at lange ud efter politikere og politi:
"Gu' er det da irriterende, men nu er det fra kommunens side besluttet at bebygge hele det område, hvor ingen blev forstyrret førhen. Og fra endnu mere centralt hold har man besluttet, at alt skal lukke klokken 23 - så jeg går ud fra, at den kære politikommissær i stedet henviser de unge borgere til et bynært sted, hvor de ikke umiddelbart forstyrrer andre borgere," skriver Lars Therkelsen.
- Så ved man, hvor de er
Mette Højer slår kammertonen an og kommer med denne opfordring:
"Jeg tænker, folk skal slappe lidt af og nyde de unge med minderne om, da man selv var. I stedet for at pege fingre ad de unge. Så husk at 99 procent af alle dem, der sidder og peger fingre ad de unge i denne tråd, var lige nøjagtig lige sådan, da de var unge."
Sidste ord i sagen får snusfornuftige Lene Aagaard Christensen, der skriver følgende:
"Når de unge er stille, laver de kunster. Så hellere høre dem. Så ved man, hvor de er."
Amani Naja KawashDet er sgu sørgeligt at være ung i dag, man havde en større forståelse for ungdommen før i tiden.