Vejle Fjernvarme er klar til at lægge en ny ledning, der blandt andet skal føres under jernbanen og Sønderåen for at nå området ved fjorden.
Vejle: Farvel til naturgas og goddag til fjernvarme.
Sådan kan fremtiden se ud for de nuværende beboere langs Ibæk Standvej og deres naboer på den anden side af jernbanen. Og fremtiden ser helt sikkert sådan ud for de kommende beboere i entreprenørselskabet Casas boligbyggeri mellem Sønderåen og Ibæk Strandvej.
Vejle Fjernvarme a.m.b.a. er klar til at bruge op til 23 millioner kroner på et projekt, der skal sikre fjernvarme til området. Casas cirka 200 boliger bliver helt sikkert forsynet med fjernvarme. Og de nuværede beboere i området har fået tilbud om at koble sig på anlægget og kan dermed sige farvel til deres private olie- eller naturgasfyr.
Opvarmer 1,7 millioner kvadratmeter
I 1987 blev Stribæk Varmecentral og Grejsdalens Varmecentral fusioneret med Vejle Fjernvarmeselskab. Fusionen skete i forbindelse med, at der blev ført overskudsvarme fra Skærbækværket og Shell i Fredericia til Vejle by via det nye TVIS-net.Selskabet skiftede 1. december 2010 navn til Vejle Fjernvarme a.m.b.a. - altså et andelsselskab med begrænset ansvar.
Tilslutningen til Vejle Fjernvarme var pr. 1. juni 2017 på 1.770.000 kvadratmeter opvarmet areal, svarende til cirka 13.600 parcelhuse på 130 kvadratmeter.
Fjernvarmekunderne fordeler sig på større boligbebyggelser, industrivirksomheder, offentlige institutioner og parcelhuse med videre.
Kilde: Vejle Fjernvarmes hjemmeside
Virksomheder spurgt
- Folk har frist til at melde sig frem til 1. september. Det gælder også for de virksomheder, der ligger langs den nye ledning - blandt andet 3F's hovedkvarter i Sjællandsgade. Endnu har ingen af meldt sig - men det kan stadig nås, siger Vejle Fjernvarmes direktør, Jesper Wolsgård.
Den nye ledning kommer til at strække sig fra den nuværende hovedledning i Danmarksgade bag banegården til området omkring Ibæk Strandvej. Første etape vil slutte omkring Casas byggeri, mens anden etape sender varmen videre ud langs Ibæk Strandvej til byskiltet og om til kvarteret langs jernbanen.
Vejle Fjernvarme har gennemført store projekter de seneste år - blandt andet den 42 millioner kroner dyre ledning til Skibet-området. Også i Uhre og Hoverområdet har fjernvarmeledningerne bredt sig - og nu kommer turen altså til den sidste del af byen neden for bakkerne.
Dybt under godsbanespor
Ledningen bliver ikke den nemmeste, fjernvarmeselskabet har trukket. Entreprenøren skal blandt andet have røret ført under godsbanesporet ved Sjællandsgade:
- Her stiller Banedanmark en række krav, der betyder, at vi skal ned i to-en-halv meters dybde, inden vi sender ledningen under. Det betyder, at vi må etablere to stålkasser på begge sider af banesporet og så bore igennem. Derefter monterer vi et 560 mm stålrør, som vi så sender selve fjernvarmerøret igennem, forklarer fjernvarmedirektøren.
Næste forhindring er Toldbodvej. Den trafikerede vej er en del af ruten omkring Vejle Havn, der blandt andet skal klare trafikken, hvis der sker uheld på Vejlefjordbroen. Af samme grund er det en højprioritetsvej, der ikke må spærres. Derfor vil entreprenøren krydse vejen om natten og så dække hullet over med stålplader om dagen, indtil ledningen er på plads.
I en bue under åen
Det nye rør skal så forbi 3F's bygninger inden den næste store forhindring - Vejle Å.
- Her vil vi lave en såkaldt styret underboring, hvor vi går ned under åen i en bue og så op på den anden side. Vi har prøvet noget lignende før oppe ved Bryggen, men åen er bredere på det sted, hvor vi skal under.
Et andet problem i området er det høje vandspejl. Ledningen skal graves 1,20 meter ned, så der kan blive problemer med det høje vandspejl. Men Jesper Wolsgård er sikker på, at den kommende entreprenør - projektet kommer i licitation 31. august - kan klare opgaven, så fjernvarmen løber i den nye ledning midt i februar.