Randbøl: “Så er det tid til rensdørhop og sig ho, ho, ho”, lød det torsdag fra pædagogerne på Skov- og Idrætsinstitutionen Bøllen, imens de sammen med børnene havde den herligste time som julens vaskeægte helte.
I hele uge 49 har Børneulykkesfonden stået bag Julehelteløbet, hvor børn i hele landet har kunnet være med til at gøre en forskel og samtidig have det sjovt sammen. Julehelteløbet sætter gang i leg, bevægelse, grin og ikke mindst indsamling til fordel for indlagte børn i Danmark. Og her har Bøllen meldt sig på banen.
- Det er jo et koncept, der passer perfekt ind i ånden hos os, for vi er jo netop en idrætsinstitution, lyder det fra institutionsleder Ida Berg-Jensen.
Hun fortæller videre, at de sammen med børnene har benyttet lejligheden til at tale om, at det jo ikke er alle børn, der har det nemt her i julen med eksempler som fattige børn, børn i nød og børn, der er indlagt på hospitalet.
Og det er netop sidstnævnte, altså indlagte børn, Bisserne, Banditterne og Minibanditterne har gjort en indsats for i denne uge, når de i timevis har givet den gas som julehelte.
Juleheltene og legeheltene
Sponsorater fra deres familier og venner har kunnet bidrage til indsamlingen til fordel for Legeheltene.
Legeheltene arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de cirka 60.000 børn mellem et og 14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark.
Formålet er at skabe en mere aktiv hverdag for børnene ved at få dem op af deres sygesenge og ud af hospitalsstuerne og på den måde sikre, at børnenes udvikling ikke går i stå under indlæggelsen. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen. Legeheltene er et initiativ under Børneulykkesfonden.
Skræddersyet og godt tilrettelagt
- Vi har fået tilsendt både kapper, masker, plakater, skabeloner og oplæg til øvelser til julehelteløbet fra Børneulykkesfonden. Det hele har været skræddersyet, nemt og passer enormt godt til vores institution, fortæller Rikke, der er pædagog på stedet.
Institutionen har også af Børneulykkesfonden fået tilsendt en plakat med et juletræ. Herpå har man kunnet sætte runde julekugle-stickers, for hver gang forældre, bedsteforældre eller venner har doneret sponsorater for børnenes indsatser ved julehelteløbet.
Beløbet, som man har valgt at give, har man kunnet overføre via MobilePay, og her har beløbets størrelse været en privat sag.
Motion og en god gerning
- Jeg vil altså løbe fem runder i dag, lød det fra en af de friske drenge fra Bisserne (gruppen af de fem-seks-årige børn på institutionen).
Børnene har hver dag startet med festlig opvarmning til julemusik, og herefter har de i, hver deres aldersgrupper lavet øvelser og juleheltløb tilpasset dem.
Hos Bisserne betød det blandt andet, at de kunne løbe lige så mange runder, de kunne klare rundt om hele institutionens grønne område. En runde svarer cirka til 500 meter. Så det er da ret cool, at den friske gut havde sat sig for at tage hele fem runder, hvilket jo kan løbe op i hele to en halv kilometer.
Han og alle de andre søde børn i Skov- og idrætsinstitutionen Bøllen har gjort en ægte julegerning, der nu kommer indlagte børn til gavn.