Annonce
Vejle

VB går i rette med formanden for FC Fredericias fans: De gik rundt med våben ved Vejle Stadion

Kommunikationschef Morten Pelch, Vejle Boldklub, går nu i rette med Søren Christensen, der er formand for FC Fredericias fanklub, Red Pride. Stemmingen mellem de to 1. divisionsklubbers fans er ikke den bedste for tiden. Arkivfoto: Michael Svenningsen
En kommentar fra Red Prides formand, som bagatelliserer en episode med fodboldfans, der endte i et voldeligt sammenstød, får nu Vejle Boldklubs kommunikationschef til at reagere.

Vejle/Fredericia: Stemningen er ikke den bedste for tiden blandt lokale fodboldfans, som enten holder med Vejle Boldklub eller FC Fredericia.

I løbet af sommeren har fans stjålet bannere, flag og trommer fra det andet holds hjemmebane; for to uger siden skete der et voldeligt sammenstød mellem to fangrupperinger ved Vejle Stadion; og efter kampen mellem VB og FC Fredericia i sidste uge var der flere fans, som prøvede at komme i totterne på hinanden. Derfor måtte politiet sigte en håndfuld for at forstyrre den offentlige orden.

Formanden for FC Fredericias fanklub, Red Pride, fortalte torsdag, at han - ligesom sin formandskollega i VB's fanklub - kender til de episoder, der har været, men ikke ved, hvem der har været involveret.

Red Pride-formanden Søren Christensen fortalte til Vejle Amts Folkeblads netudgave, www.vafo.dk, om voldsepisoden den 7. august, at FC Fredericia-fans tog til Vejle for at lade sig fotografere foran Vejle Stadion, men at nogle VB-fans ventede på dem her, og at det derfor endte i et sammenstød.

Upræcist

Det fik torsdag eftermiddag VB's kommunikationschef, Morten Pelch, til at reagere på Twitter. Her skriver han om den måde, Søren Christensen udlægger hændelsen på: "Øhh, nej. De (Fredericias fans, red.) stod og var maskerede og poserede med våben, kære fanklubformand. Det er noget helt andet!"

Til Vejle Amts Folkeblad uddyber Morten Pelch, at overvågningsbilleder fra Vejle Boldklubs område rent faktisk viser, at de maskerede fans fra Fredericia gik rundt med våben foran stadion og lod sig fotografere, da de ved et tilfælde mødte en gruppe VB-fans, som netop var kommet hjem fra VB's pokalkamp på Fyn.

Det endte med, at VB's fans jog FC Fredericias fans på flugt. I den forbindelse fik bilen, fredericianerne kørte i, smadret en rude, og én af passagererne blev ramt af en sten. Det ser man dog ikke på overvågningsbillederne.

- Jeg går ellers normalt ikke ind i den slags debatter, men jeg synes, det er nødvendigt at præcisere, at der ikke stod nogen VB-fans og ventede på et slagsmål, siger Morten Pelch og fortsætter:

- Samtidig er det jo en vanvittig optrapning af en i øvrigt sund rivalisering på ord til noget helt andet, når man møder op maskeret og poserer med våben kort før et lokalopgør. Det havde vi også selv taget kraftigt afstand fra som klub. Det har FC Fredericia i øvrigt også selv gjort, fortæller han.

Morten Pelch oplyser, at overvågningsbillederne fra VB's område nu er overdraget til politiet.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce