Annonce
VB

VB klar til næste fase: Nu skal truppen slankes

Melker Hallberg hører til blandt de spillere i VB-truppen, som kan tiltrække sig opmærksomhed fra andre klubber. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub, forventer, at næste sæsons trup bliver på cirka 25 spillere.

Vejle: Vejle Boldklub tager nu fat på anden fase i sommerens spillerkabale; førsteholdstruppen skal slankes.

Indtil videre har to spillere, Branko Ilic og Vladlen Yurchenko, sagt farvel, men Ilic og Yurchenko er blot de første af flere.

- Der er helt sikker nogle spillere, som skal ud. I øjeblikket råder vi over en trup på cirka 30 spillere, og det er for mange, siger Jacob Krüger, teknisk chef i Vejle Boldklub.

Første fase i arbejdet med at få truppen til den kommende sæson på plads bestod i en stribe forlængelse med flere af nøglespillerne, og det arbejde er overstået efter forlængelserne med blandt andre anfører Jacob Schoop og angriberen Kjartan Finnbogason.

Annonce

VB-truppen

Tilgang: Ingen.

Afgang: Branko Ilic og Vladlen Yurchenko.

Retur efter lån: Christian Kudsk (Thisted) og Lucas From (Middelfart).

Udlånt: Foday Manneh (HIFK Football, Finland) og Mohammed Al-Hardan (FC Sfintul Gheorghe, Moldova).

Truppen: Pavol Bajza, Thomas Hagelskjær og Gianluca Zanette (målmænd). Mads Greve, Mads Lauritsen, Vladis Emmerson, Tobias Mølgaard, Kerim Memija, Thomas Gundelund, Viljormur Davidsen, Malte Amundsen, Ibrahim Fard, Jacob Schoop, Melker Hallberg, Ylber Ramadani, Mathias Hebo Rasmussen, Wang Zhenao, Arbnor Mucolli, Imed Louati, Kjartan Finnbogason, Sergiy Gryn, Allan Sousa, Christian Kudsk, Gustaf Nilsson, Adam Jakobsen, Jonas Andersen, Lucas From og Thais Damgaard Nielsen.

Arbejdet kan trække ud

Jacob Krüger forventer, at truppen til næste sæson skal bestå af cirka 25 spillere. Det giver en trupstørrelse med plads til en gardering på hver position, og så er der ifølge Jacob Krüger spillere nok til, at træner Constantin Gâlcă kan veksle mellem mindst to forskellige spilsystemer.

Dermed skal der mindst en håndfuld spillere ud. Jacob Krüger ønsker ikke at sætte navne på de spillere, som står nærmest udgangen, og han forudser, at arbejdet med at slanke truppen næppe er overstået lige med det første.

- Der er ikke ret mange steder, transfervinduet er åbnet, og inden vinduerne åbner, kommer der nok ikke til at ske så meget, siger Jacob Krüger.

Alle på kontrakt møder ind

VB-spillerne møder torsdag 20. juni ind til årets første træningsdag, og som udgangspunkt kommer de spillere, som er på kontrakt, og dermed kan der for flere af dem blive tale om korte gensyn med Vejle, hvis de i løbet af ugerne efter skal videre.

- Det kan godt være, at to-tre stykker er videre, allerede inden vi begynder at træne, siger Jacob Krüger.

VB’erne får en lille halv snes dage på træningsbanen, inden Constantin Gâlcă for første gang sender dem i kamp. Den første af sommerens træningskampe spilles lørdag 29. juni, og den spilles på Vejle Stadion, når det nyoprykkede superliga-mandskab Silkeborg kommer på besøg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce