Annonce
VB

VB måtte igen nøjes i lokalopgør

Lucas Jensen scorede sig første mål for VB, da han udlignede til 1-1 mod Kolding IF. Foto: Yilmaz Polat
Vejle Boldklub spillede onsdag aften 1-1 ude mod Kolding IF.

Kolding: Vejle Boldklub spillede for anden onsdag i træk lokalopgør, og for anden gang i træk måtte VB nøjes.

Efter nederlaget en uge tidligere til FC Fredericia blev det dog til point, da VB spillede 1-1 ude mod naboen fra syd.

Den tidligere VB’er Denis Fazlagic bragte i slutningen af første halvleg væreterne foran med 1-0, mens Lucas Jensen efter en times tid udlignede.

VB stillede uden anfører Jacob Schoop, som er ude på grund af en fiberskade. I stedet spillede unge Thomas Gundelund på den centrale midtbane. Gundelund er tidligere brugt som højre back, men VB-træner Constantin Galca ser Gundelunds optimale postion på midtbanen.

Det var yderligere to ændringer på VB-mandskabet i forhold til kampen en uge tidligere mod FC Fredericia. Nicolas Dantas afløste Mads Lauritsen i det centrale forsvar, og så var Tobias Mølgaard tilbage efter et par kampe ude på grund af en skade, og han spillede fra start i stedet for Malte Amundsen.

Kolding IF havde flere med VB-fortid i startformationen. Mest kendt er Denis Fazlagic, som nåede flere end 100 førsteholdskampe i VB-trøjen, men også spillere som Rune Nautrup, Mads Zederkoff og Simon Smidt har rundet Nørreskoven.

Kedelig første halvleg

Første halvleg blev en kedelige omgang med to hold, som passede godt på sig selv.

VB var klart mest på bolden, men havde store problemer med at sætte chancer op mod et defensivt indstillet hjemmehold. Der blev flere gange forsøgt fra distancen, men der manglede præcision.

Ved et par lejligheder prøvede VB af kombinere sig igennem, men det var med meget lidt held.

Det lignede en målløs første halvleg, da et par af VB’erne klumrede i det. Målmand Indy Goothuizen sparkede dårligt ud, og efterfølgende tabte Diego Montiel for let bolden, og det betød, at værterne fangede VB-mandskabet ude af balance. Slutteligt endte bolden hos Denis Fazlagic, der passerede en chanceløs Goothuizen.

Fazlagics afslutning var hjemmeholdets eneste i første halvleg, som ramte VB-målet.

Første Lucas Jensen-scoring

Kolding-scoringen tvang VB frem, og det var vejlenserne, som fra anden halvlegs begyndelse tog initiativet.

Det blev til en enkelt mulighed til Sergiy Gryn, og netop den udskældte ukraineren viste langt om længe noget af det, han gav prøver på i sidste sæson.

Gryn brød fint igennem på venstrekanten, og hans tværbold endte hos Lucas Jensen, som scorede sikkert.

Scoringen sikrede ro på VB-mandskabet, som trods masser af boldbesiddelse havde problemer med at skabe de helt store målchancer.

Det var faktisk Kolding, som fik anden halvlegs bedste mulighed. Indy Goothuizen sparkede atter dårligt ud, og det gav Kolding IF en tredobbelt-chance, hvor VB-målmanden selv afværgede den første, mens han måtte have hjælp af forsvarsspillerne i anden og tredje forsøg.

Ingen af holdene gik de sidste 10-12 minutter helhjertet efter sejren, og derfor sluttede kampen ikke uventet 1-1.

VB spiller igen allerede søndag 25. august, når det hjemme på Vejle Stadion gælder mødet med Skive.

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce