Annonce
VB

VB tævede lokalrivalen og topper igen rækken

Lucas Jensen scorede et flot hovedstødsmål på et glimrende oplæg af Sergiy Gryn. Foto: Morten Pape
Vejle Boldklub vandt 3-0 i lørdagens lokalopgør på Vejle Stadion over Kolding IF. Sejren var ikke ét mål for stor - snarere tværtimod.

Vejle: Vejle Boldklub leverede lørdag én af sæsonens bedste præstationer og vandt sikkert lokalopgøret mod Kolding IF.

VB vandt hjemme på Vejle Stadion med 3-0, og sejren var mindst et par mål for lille. VB viste sig på samtlige parametre klasser bedre end Kolding IF.

Og så hjalp det, at VB efter færre end to minutters spil kom foran på en scoring af Diego Montiel, og da VB scorede yderligere to gange i løbet af første halvlegs første 25 minutter, var kampen reelt afgjort.

VB-træner Constantin Galca stillede med en startformation blottet for overraskelser.

Og de 11 sørgede for, at VB kom glimrende i gang. Efter cirka halvandet minuts spil klumrede Kolding IF-defensiven i det og forærede bolden til Diego Montiel, som takkede og passerede Jens Rinke i gæsternes mål.

En perfekt indledning på opgøret for VB-mandskabet, som behøvede point for at generobre førstepladsen. Den snuppede Viborg fredag aften med en sejr på 5-0 hjemme over Fremad Amager. Viborg nåede forbi VB på grund af en bedre målforskel.

Annonce

VB-Kolding IF 3-0 (3-0)

1. division

Må.: 1-0 Diego Montiel (2.), 2-0 Lucas Jensen (22.), 3-0 Diego Montiel (24.).

VB (4-2-3-1): Indy Groothuizen - Tobias Mølgaard, Mads Greve, Juhani Ojala, Malte Amundsen - Jacob Schoop, Ylber Ramadani - Lucas Jensen (Adam Jakobsen, 79.), Diego Montiel (Arnor Mucolli, 68.), Sergiy Gryn (Vitinho, 71.) - Kjartan Finnbogason.

Kolding IF (5-4-1): Jens Rinke - Simon Smidt, Jakob Kiilerich, Casper Bruun, Mads Zederkopf, Morten Hansen - Christian Kudsk (Martin Hedeager Jensen, 46.), Sebastian Sommer (Jeppe Hansen, 82.), Jonas Gemmer (Henrik Brodersen, 46.), Niels Letort - Rune Nautrup.

Advarsler: Rune Nautrup, Kolding IF (69.), Arbnor Mucolli, VB (86.) og Morten Hansen, Kolding IF (88.).

Dommer: Benjamin Svedborg.

Tilskuertal: 4945.

To mål på to minutter

VB sad i første halvleg tungt på opgøret. Kolding IF stod helt som forventet meget dybt og med mange folk bag bolden, og gæsterne formåede ikke at sætte noget sammen fremad banen.

Anderledes så det ud for VB-mandskabet, som midtvejs i første halvleg afgjorde forestillingen med to mål i løbet af et par minutter.

2-0-målet satte Lucas Jensen med et flot hovedstød på et godt indlæg fra Sergiy Gryn, og få minutter senere stod Lucas Jensen for oplægget til 3-0-målet. Lucas Jensen fandt Diego Montiel i straffesparksfeltet, og efter et par tætte driblinger sparkede svenskeren kuglen i kassen.

I den resterende del af første halvleg skortede det ikke på muligheder for yderligere et par scoringer, og VB’s pauseføring på 3-0 var ikke ét mål for stor - snarere tværtimod.

VB tilbage som nummer ét

VB efter pausen ud og jagtede den fjerde scoring, og i de første minutter kom hjemmeholdet et par gange tæt på.

Diego Montiel var tæt på at blive tremåls-scorer, da han fik en fin skudmulighed i feltet, men Jens Rinke i Kolding IF-målet snuppede Montiels afslutning. Få minutter senere kom VB af sted i en fin kontra og var fem mod tre, men Kjartan Finnbogason løb offside.

Kolding IF skabte ikke noget som helst og havde rigeligt med at passe på sig selv, og VB skabte fortsat muligheder. Kjartan Finnbogason sparkede over, og indskiftede Arbnor Mucolli var tæt på at sætte Sergiy Gryn op til en stor chance.

Anden halvlegs bedste mulighed faldt til indskiftede Vitinho, som blev spillet helt fri af Jacob Schoop, men brasilianeren afsluttede hårdt men for upræcist, og Kolding IF-målmand klarede til hjørnespark.

VB fik ikke scoret i anden halvleg, men var også i dén mindst én klasse bedre end gæsterne.

Med sejren spillede VB sig tilbage på 1. divisions førsteplads og er tre point foran Viborg og FC Fredericia, som dog begge har spillet én kamp færre end VB.

VB spiller igen fredag 25. oktober, når det gælder udekampen i Skive. Næste hjemmekamp ligger lørdag 2. november, og den er mod Fremad Amager.

Der var 4945 på Vejle Stadion til lokalopgøret mod Kolding IF. Det er sæsonrekord. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce